For en måned siden blev jeg kontaktet af to piger fra 7. klasse på en skole i Aarhus. De ville interviewe mig til en projektopgave om fremtidens feminisme. De havde fundet mit navn på en wikipedialiste over feminister i Danmark, som jeg ikke ved, hvorfor jeg står på.
Vi skypede, og jeg startede med at spørge, om de godt var klar over, at jeg bare er forfatter, ikke kønsforsker eller feministisk debattør. »Ja, ja, det ved vi godt«, sagde den ene utålmodigt. Senere spurgte hun mig alligevel: »Hvad gør I for at fremme ligestillingen mellem mænd og kvinder?«. »Nu er jeg jo ikke rigtig en del af noget ’vi’«, begyndte jeg, men hun kiggede bare på mig, som om jeg var en 7.-klasseselev, der prøvede at bortforklare, at jeg ikke havde lavet mine lektier.
Nogenlunde samtidig gjorde en fremragende kvindesagskvinde mig den ære at opfordre mig til at holde en båltale. »Indtil 1915 udgjorde kvinden en politisk marginaliseret krop og stemme, en usynlig politisk subjektivitet«, sagde hun og stillede mig spørgsmålet:
Der skete en fejl, prøv igen senere
Der skete en fejl, prøv igen senere eller søg hjælp via vores kundecenter
GÆLDER KUN I DAG: Få fuld digital adgang resten af året for kun 136 kr.
Køb nuTilbuddet gælder kun i dag, 1. oktober 2020
Skriv kommentar