For en måned siden blev jeg kontaktet af to piger fra 7. klasse på en skole i Aarhus. De ville interviewe mig til en projektopgave om fremtidens feminisme. De havde fundet mit navn på en wikipedialiste over feminister i Danmark, som jeg ikke ved, hvorfor jeg står på.
Vi skypede, og jeg startede med at spørge, om de godt var klar over, at jeg bare er forfatter, ikke kønsforsker eller feministisk debattør. »Ja, ja, det ved vi godt«, sagde den ene utålmodigt. Senere spurgte hun mig alligevel: »Hvad gør I for at fremme ligestillingen mellem mænd og kvinder?«. »Nu er jeg jo ikke rigtig en del af noget ’vi’«, begyndte jeg, men hun kiggede bare på mig, som om jeg var en 7.-klasseselev, der prøvede at bortforklare, at jeg ikke havde lavet mine lektier.
