Da jeg første gang engagerede mig i musik, var det lige, da Myspace-bølgen nåede sit højdepunkt. Det særlige ved det digitale netværk Myspace var, at det udløste stor kreativitet. Hele atmosfæren omkring dette sociale netværk virkede fuldstændig omvendt af den musikbranche, jeg havde hørt om eller set i film: Alting foregik udelukkende på kunstnernes præmisser.
Gennem funktionen ’top-friends’ havde de forskellige kunstnere mulighed for at promovere andre kunstnere, som de selv kunne lide. Det var en vigtig guideline for mange musikelskere, som brugte siden til at opdage ny musik.




























