Ordet ’kunst’ fylder sjældent meget i den politiske debat. Undersøgelser har vist, at kultur rangerer allerlavest, når borgerne bliver spurgt om deres politiske prioriteringer. Og indrømmet: Når spørgsmålet ’hospitalssenge eller kunst’ lyder, så er det forjættende at vælge det første. Alligevel var det et enigt Folketing, der i 2013 vedtog loven om det nye Statens Kunstfond.
Arven efter Julius Bomholt, der i 1964 grundlagde Statens Kunstfond, giver genklang på tværs af partipolitiske skel. Fordi Bomholts tanke jo netop var, at alle borgere i hele landet skulle have mulighed for at møde kunst af høj kvalitet, og at et så veludviklet samfund som det danske naturligvis skulle investere i noget så væsentligt som kunst og kultur.




























