Det er stort set gået upåagtet hen i debatten om regeringens udspil til reform af gymnasierne, at Almen Studieforberedelse (AT) – 2005-reformens flagskib par excellence – står til at forsvinde ud af gymnasiet.
I lyset af hvor højlydte politiske fanfarer der lød, hvor massivt ministerielt pres der udøvedes, hvor floromvundet pædagogiske forskere talte faget på vej, og ikke mindst hvor mange kræfter lærere og elever gennem de sidste 10 år har brugt på at få denne nyskabelse til at fungere, kan det synes overraskende, at ingen råber op.




























