0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Reportage fra poesiens frontlinje # 1

Dialog og debat kan ikke være model og grundlag for omgangen med og forståelsen af kunst. Første del af dobbeltkronik om kunstens rolle og betydning i samtiden. Anden del kommer i morgen.

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning

Tegning af Per Marquard Otzen

Kroniken
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Kroniken
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

1. På kunstudstillinger sker der ofte det, at værkerne efterlader mig fuldstændigt blank: Intet af min læsning om kunstneren eller den relevante kunsthistorie huskes, det er umuligt at nærme mig værkerne, der er intet at sige om dem, og på en måde er der heller ikke noget at opleve ud over denne knugende stumhed. Det er på ingen måde en opløftende stumhed, en ekstatisk forbløffelse. Senest skete det i et rum med Kasimir Malevitjs malerier på Stedelijk Museum i Amsterdam.

Eller også sker der det modsatte: Den ene stemme efter den anden vælder op i mig; først én banal og basal efterligning af en måde at tale på, når det drejer sig om kunst, derefter en anden, en tredje; én efter én fratager de mig oplevelsen af at have min egen oplevelse af værkerne og kunne gøre den æstetiske nydelse eller rystelse, der rejser sig fra dem, til en personlig erfaring. Senest skete det på anden sal af Van Gogh Museum i Amsterdam.

Det samme sker, når nogen stiller mig et spørgsmål for at få mig til at fortælle om mig selv, om mit liv som forfatter eller om en detalje fra en tilfældig udgivelse, sådan som det nogle gange sker: Nej, det, du spørger om, har aldrig strejfet mig; nej, om det er der desværre intet for mig at sige; nej, når du spørger sådan, efterlader det mig bare med en følelse af ikke at have noget at sige.

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Få det store overblik for 1 kr.

Prøv den fulde adgang til Politiken.dk, apps, podcast og meget mere for kun 1 kr. De hurtigste er i gang på under 34 sekunder.

Læs mere

Annonce

Læs mere

Annonce

For abonnenter

Podcasts

Annonce