1. På kunstudstillinger sker der ofte det, at værkerne efterlader mig fuldstændigt blank: Intet af min læsning om kunstneren eller den relevante kunsthistorie huskes, det er umuligt at nærme mig værkerne, der er intet at sige om dem, og på en måde er der heller ikke noget at opleve ud over denne knugende stumhed. Det er på ingen måde en opløftende stumhed, en ekstatisk forbløffelse. Senest skete det i et rum med Kasimir Malevitjs malerier på Stedelijk Museum i Amsterdam.
Eller også sker der det modsatte: Den ene stemme efter den anden vælder op i mig; først én banal og basal efterligning af en måde at tale på, når det drejer sig om kunst, derefter en anden, en tredje; én efter én fratager de mig oplevelsen af at have min egen oplevelse af værkerne og kunne gøre den æstetiske nydelse eller rystelse, der rejser sig fra dem, til en personlig erfaring. Senest skete det på anden sal af Van Gogh Museum i Amsterdam.
