1. På kunstudstillinger sker der ofte det, at værkerne efterlader mig fuldstændigt blank: Intet af min læsning om kunstneren eller den relevante kunsthistorie huskes, det er umuligt at nærme mig værkerne, der er intet at sige om dem, og på en måde er der heller ikke noget at opleve ud over denne knugende stumhed. Det er på ingen måde en opløftende stumhed, en ekstatisk forbløffelse. Senest skete det i et rum med Kasimir Malevitjs malerier på Stedelijk Museum i Amsterdam.
Eller også sker der det modsatte: Den ene stemme efter den anden vælder op i mig; først én banal og basal efterligning af en måde at tale på, når det drejer sig om kunst, derefter en anden, en tredje; én efter én fratager de mig oplevelsen af at have min egen oplevelse af værkerne og kunne gøre den æstetiske nydelse eller rystelse, der rejser sig fra dem, til en personlig erfaring. Senest skete det på anden sal af Van Gogh Museum i Amsterdam.
Det samme sker, når nogen stiller mig et spørgsmål for at få mig til at fortælle om mig selv, om mit liv som forfatter eller om en detalje fra en tilfældig udgivelse, sådan som det nogle gange sker: Nej, det, du spørger om, har aldrig strejfet mig; nej, om det er der desværre intet for mig at sige; nej, når du spørger sådan, efterlader det mig bare med en følelse af ikke at have noget at sige.
Der skete en fejl, prøv igen senere
Der skete en fejl, prøv igen senere eller søg hjælp via vores kundecenter
Få det store overblik for 1 kr.
Prøv den fulde adgang til Politiken.dk, apps, podcast og meget mere for kun 1 kr. De hurtigste er i gang på under 34 sekunder.
Læs mereEr du under 30 år og udeboende? Få halv pris her
Allerede abonnent? Log ind
Skriv kommentar