Kristian er 39 år, gift med Mette, far til to og succesfuld reklamemand, da han pludselig en dag falder om på sofaen i huset i Lyngby med kramper. Børnene er i haven, og Mette holder på en eller anden måde hovedet koldt og får ringet efter en ambulance. På hospitalet viser det sig, at Kristian har fået en hjerneblødning.
Selv om ambulancen kommer hurtigt, har hjerneblødningen givet Kristian en meget alvorlig hjerneskade. En tredjedel af hjernen er ødelagt. Han kan ikke gå og har svært ved at overskue små opgaver som at dække bord. Kristian har fået et handikap, og fra da af bliver familiens liv helt anderledes.




























