Stanken slår imod mig, da jeg åbner døren til min brors lejlighed. Selv tager han imod mig med glæde, ubarberet og med uredt hår. Det er hans personlige ret, retten til at forfalde i sygdom.
Hans seng er uredt, og hvor den ofte er strippet for sengetøj, er det dagens gode nyhed, at der i det mindste er lagen på topmadrassen, der er dog hverken betræk på pude eller dyne. Lad mig også for en god ordens skyld nævne, at min bror ikke har gjort en flue fortræd og har en ren straffeattest. Han bor på bostedet, fordi han er syg. Han er syg, men han tager ikke stoffer og er ikke kriminel. Han er en patient.
