Hvor er mit rumskib?

Kroniken
FOR ABONNENTER

Det højintelligente barn føler sig ofte ensomt, frustreret og dumt. Hvis skolen svigter børn med høj IQ, bliver de sociale tabere, advarer kronikøren, der er uddannet civilingeniør. Og medlem af Mensa.

Jeg tænker mere effektivt end 98 procent af den øvrige befolkning. Det siger statistikken bag den adgangsgivende test til Mensa, foreningen for de to procent mest intelligente mennesker - 'Intelligens' i denne sammenhæng defineret som »Evnen til hurtigt at ræsonnere og finde løsninger på problemer«.

Og nu er denne tekst allerede ødelagt. Der er noget syndefuldt ved at stå ved sin egen intelligens. Hvem vil læse videre med åbent sind? I horisonten skuer jeg allerede mit sociale liv dyppet i tjære og rullet i fjer efterfulgt af min karriere sejlende ud over et vandfald i en sønderskudt tønde ... Nå, nej - jeg har jo hverken job eller karriere! Der er nemlig en helt bestemt grund til, at jeg må spille tapper og eksponere dette meget private blålys.

Politiken skrev for nylig i sin leder på baggrund af en række artikler, at folkeskolen ikke oven i alle mulige andre krav kan have specielle tilbud til de højintelligente børn. Alene emnet sendte den bekymrede lederskribents tanker i retning af noget med de svage og de stærke, og derfra videre til den sociale arv. En vigtig problemstilling - men ikke så central for emnet, idet den høje intelligens registreres i alle sociale lag. Og hvem er egentlig de svage her?

Jeg ville bekymre mig mere for, om folkeskolen i dette minut er ved at smadre små IQ-børns selvforståelse og udvikle dem til voksne tabere. Hvordan? Fordi vi er meget anderledes, men pine død ikke blot skal fungere, men også udvikle os på gennemsnittets præmisser. At blive tvangseksamineret dagligt i ligegyldige spørgsmål giver en forkvaklet indstilling til læreprocesser og en usikker fornemmelse af egen dømmekraft for det autoritetstro barn, og fremmer lyst til oprør og ballade for det mindre autoritetstro barn.

Der er ikke noget i mit liv, som ifølge almindelige forventninger om stor paratviden eller andre succeskriterier indikerer, at jeg skulle være særlig intelligent - tværtimod. Jeg er ingen regnemaskine, intet leksikon. Jeg opdagede, at min IQ ikke var helt almindelig i en alder af 35 år, da jeg læste en samling artikler om problemerne ved at have en høj intelligens. Jeg tudede ned over siderne, som beskrev de dermed forbundne depressioner, underpræstationer, det lave selvværd, ensomheden, den manglende koncentrationsevne, dagdrømmeriet, problemerne med at forstå andre og selv blive forstået og så videre.
Det var meget overvældende at blive konfronteret med en beskrivelse af disse forhold, som jeg kender så godt som noget flovt og smertefuldt, noget jeg har kæmpet for at dække over og kompensere for - og samtidig hører det sammenkædet med noget som lyder helt modsatrettet, en høj intelligens, noget positivt, statusgivende, misundelsesværdigt ... nærmest eksklusivt.

Tvivlende besluttede jeg mig for en Mensa-test, hvorpå fulgte mit livs 'aha- oplevelse' og et jordskred i min selvforståelse: Det er en høj IQ, som har været og stadig er et problem for mig. I 35 år havde jeg da gået og undret mig over, hvad det er, alle andre tilsyneladende let har gennemskuet, og som jeg ikke fatter - den anderledes mentalitet, en anden måde at reflektere på, et eller andet uforklarligt og lukket land for mig. Den indforståede snik-snak, de udvekslende blikke, den gensidige anerkendelse.

For sådan føles det at være anderledes - også for den intelligente - man føler sig dum! Og det oplevet i forhold til 98 procent, som ikke sådan lige er til at komme udenom. Det er min dejlige familie, gamle venner, søde naboer, fantastiske kollegaer - folk, jeg elsker, men ikke svinger helt på samme bølgelængde med. Der er en afstandsfølelse - ikke kun i kvantitet, fordi vi er få, og der er langt imellem os - men mere som følelsen af en kvalitativ afstand til det statistiske flertal, hvor 80 procent af alle mennesker har en IQ omkring de 100. Medlemmer af Mensa ligger og roder rundt i yderkanten af normalfordelingen med en IQ på over 148. Vi ligger lige så langt fra den gennemsnitlige IQ, som folk med så svage forudsætninger, at man ikke ville nænne at anbringe dem i en folkeskoleklasse uden mandsopdækning.

Derfor blev jeg også overrasket over at læse Politikens konklusion på en ellers indsigtsfuld artikel om et højintelligent barn. Lederskribenten giver udtryk for, at de intelligente børns største problem er, at de keder sig en smule og ikke lærer så meget, som de måske kunne. Men eftersom de selv kan læse sig til mere viden derhjemme, er det ikke noget, folkeskolen bør bruge ressourcer på at beskæftige sig med ... Jamen - forstår I da ikke, at mange af de børn går i stykker som mennesker? Den lille dreng, som kommer grædende hjem fra skole, græder jo ikke, fordi han har kedet sig. Han græder, fordi hans lærere og kammerater ikke forstår ham - og meget værre, fordi han ikke forstår dem! Han græder, fordi det gør ondt! Og så er han endda så heldig at have forældre, som ser og forstår hans problem.

Det er et bundløst spørgsmål for en voksen og ikke mindre for et barn: Hvad er der 'galt' med mig, siden det er
så svært at være sammen med de andre? Da jeg første gang kom til møde i Mensa, hørte jeg granvoksne mænd sætte ord på tanker, jeg har haft hele mit liv: »Hvor er mit rumskib? Hvilken planet kommer jeg fra? Jeg er blevet væk «. Hvor ofte har jeg ikke selv stået og kaldt mod en stjernehimmel: »Kom og hent mig, nu! Eksperimentet er forbi, og det er ikke sjovt længere!«. (Der hersker en udbredt romantisering omkring ufo'er og science fiction blandt mensanere).

Hvordan styrker man de anderledes børn til senere at tackle en lige så absurd voksentilværelse, hvor læreren er skiftet ud med en arbejdsgiver, og sidekammeraten med en kæreste? Jeg tror ikke, det handler så meget om at skabe udfordringer til at udvikle intellektet hos de højtbegavede børn, som Politiken fokuserer på i sin kommentar, men vigtigere om at udvikle deres selvforståelse. Det havde betydet en stor forskel for mig at have den forklaring med mig i livet, som jeg først har fundet for nylig: Hvorfor har jeg så store og alvorlige tanker om livet og døden, som jeg slet ikke deler med mine jævnaldrende? Hvorfor har jeg ikke lyst til at lege deres lege? Hvorfor forstår de voksne mig heller ikke? Hvorfor synes min far, at jeg mangler humor? Hvorfor bliver læreren irriteret på mig?

I et barns logik er det 'at klare sig godt' lig med 'at klare sig lige så godt' som de andre børn. Det kan være en utryg fornemmelse at være den dygtigste. Mange forsøger at tilpasse sig omgivelserne og bruger deres intelligens på ikke at skille sig ud fra flokken. De udlever et selvrefererende, usynligt handicap, når den høje intelligens bruges til at skjule den høje intelligens.

Tænk, hvis nogen i løbet af folkeskoletiden havde kunnet sige: »Jamen, du er underlig - og det er o.k.! Du er ikke ved at blive sindssyg, der er faktisk andre, der har det præcis som du!«. Måske kunne de have givet mig en chance for at være sammen med disse andre og opdage nogle glæder og muligheder, som jeg først fandt mange år senere. Det havde været fantastisk at blive hentet og ført bort af en 'space-bus' bare en enkelt skoledag om ugen for at mødes med ligestillede (og ikke specielt til ekstra matematik og lignende!). Måske havde jeg oplevet, at socialt samvær og udveksling af tanker kan være en givende, meningsfuld og lærerig proces for mig - og ikke kun en anstrengelse. Måske havde min mistro til andres vurderingsevne udviklet sig i mere kontruktive retninger.

Man behøver ikke at læse længe i Mensas medlemsblad for at se, at folk, som kender deres høje intelligens på ét område, kan tro, at de har overblik på alle andre områder. Det kan der komme uskønne diskussioner ud af. Faktisk får man let det indtryk, at der findes rigtig mange, meget barnlige mennesker i Mensa, hvilket er kernen i det, jeg forsøger at sige her: Nogle af os højintelligente er dårligt socialt fungerende, blandt andet fordi vi har været understimulerede med kontakt til ligestillede børn og forbilledlige voksne gennem en vigtig periode af vores opvækst. Enkelte er stivnede på et umodent stadium af deres personlige udvikling. En del er blevet selvtilstrækkelige, bedrevidende, arrogante, intolerante og meget dårlige til at samarbejde. Andre har udviklet en fjerdusk af en engels tålmodighed til at løfte sig over den indre håbløshed. Nogle er blevet usikre og forvirrede og tør ikke have en fast mening om noget som helst. Mange er for rastløse og for nysgerrige til at blive længe i det samme fagområde, og de fleste er for kloge og for forskellige til at blive enige om særlig meget - ikke engang med sig selv.

Og så sker miraklet alligevel: Vi finder hinanden til sidst! Da jeg havde sundet mig over resultatet af min IQ-test, så jeg mig omkring og opdagede, at størstedelen af mit sociale netværk efterhånden er kommet til at bestå af meget højt begavede mennesker.

Jeg kender f.eks. en sjov og varm en-procenter, som blev opgivet af folkeskolen og endte med at bruge sit servile sindelag på at rådgive internationale narkohandlere. Selv kan han ikke finde ud af at tjene penge, men bor hos sin mor i en alder af 38. Jeg kender en ualmindelig sød pige, et lækkert skår af en to-procenter, som kæmper med sit lave selvværd og stadig ikke bruger sin uddannelse. Hun syr gratis for vennerne og er ulykkelig over, at hendes højtbegavede bror igen er indlagt med depression.

Jeg kender en veluddannet kvinde, en erfaren kapacitet på sit område, en to-procenter, som har opgivet arbejdsmarkedet. Nu går hun hjemme med sine depressioner og bekymrer sig for sin IQ-søn, som snart skal begynde i skolen. Jeg kender en følsom, hyperaktiv overklassefyr, som hele skoletiden var lærernes rædsel og fik bundkarakterer i alle fag - men sært nok ofte 13-taller til eksamen, indtil han omsider blev smidt ud af skolen. Herefter ernærede han sig som pusher på Christiania i ti år. Og en tilsvarende fyr, som boede på gaden i sin overfrakke i fire år og stadig kæmper med bundløs gæld.

Jeg møder et helt netværk af originaler i nattelivet, som sniffer coke fra bagsiden af deres mobiltelefoner, mens de fabler om stor kunst og luftkasteller, og først langt ud på de grå morgentimer kan sætte ord på kedsomheden. Jeg kender en flok mensanere, der kan bruges som verbale opslagsværker i kunsthistorie, religionsfilosofi, kvantemekanik, japansk kultur, biokemi og hvad som helst, men som hendrysser deres liv ind og ud af ligegyldige job, i offentlig aktivering, som nattevagter, i psykiatrisk behandling, som evighedsstuderende ...

Hvad er det lige præcis, Politiken mener med, at »Det er ikke den gruppe elever, som svigtes i skolen« - underforstået: »De klarer sig jo nok alligevel?«. Og hvordan klarer et samfund sig i øvrigt selv med sine lyseste hoveder på vågeblus? Man skal vist være noget irrationelt anlagt for ikke at tænke »What a waste!«.

Selv bruger jeg ikke min uddannelse som civilingeniør, som ellers tog mig en krig af dumpede fag og dispensationer at gennemføre. For øjeblikket tjener jeg en lærlingeløn på at koge kaffe og klistre frimærker på en arbejdsplads, hvor jeg undtagelsesvis kan udholde det større perspektiv og konsekvenserne af min arbejdsindsats. Tingene bliver meget hurtigt meget komplicerede oppe i mit hoved. Kedsomheden er som ensomheden mest noget, jeg føler i selskab med andre. Jo flere forsamlet, des værre. Dog går det hele meget bedre, efter at jeg har afsluttet et længerevarende terapiforløb for tilbagevendende depressioner. Hårdt for mig og dyrt for samfundet. Behøvede det at komme så vidt?

Jeg kan ikke sige præcist, hvad folkeskolen kunne have gjort anderledes, dengang jeg var en lille pige, for at jeg måske havde fungeret bedre som voksen. I mit tilfælde begyndte omverdenen at lukke sig om mig allerede i børnehaven, hvor jeg opdagede den fuldendte flugt bag hønsehegnets begrænsninger: Hvis blot jeg var stille, artig og medgørlig, kunne jeg uforstyrret få lov at synke ned som dagdrømmer-junkie i min egen endorfine drømmeverden. Et dope, jeg har dyrket lige siden på min lille, virtuelle valmuemark.

Og selvfølgelig er tingene bare, som de altid har været. Der er jo ikke noget nyt ved disse historier eller problemstillingen. Men måske kan vi som noget nyt forsøge at tale om et usynligt og tabubelagt handicap uden at lukke debatten med hurtige konklusioner eller spænde ben for et velment forsøg i Lyngby-Taarbæk Kommune. Også selvom det vil åbne for en indviklet diskussion om, hvilke børn som skal hjælpes, og hvordan man kan definere børns intelligens eller særlige forudsætninger (uden at lade sig påvirke af de mest emsige forældre). I denne tekst har jeg kun omtalt skellet på to procent af den logiske intelligens, fordi det gjorde det nemmere at eksemplificere mit synspunkt.

Jeg er selvfølgelig enig med Politiken i, at det er børnene i den anden ende af skalaen, som skal hjælpes først, hvilket de forhåbentlig også bliver. Men folkeskolen har vel ikke råd til, at der sidder en lille speed-tænker og spreder uro. Ligesom samfundet ikke har råd til, at et klogt barn sidder alt for stille og veltilpasset og først afslører sit indre kaos langt senere i livet. Forhåbentlig kommer der mere af den seriøse forskning i danske forhold, så vi ikke behøver at argumentere ud fra undersøgelser baseret på udenlandsk og især amerikansk kultur.

Jeg skal huske at nævne, at det store medlemsflertal i Mensa lever fuldstændigt normale og uproblematiske liv. De har helt almindelige job og er hverken på dope eller himmelflugt. Mange er så heldige at have haft familie eller voksne forbilleder at identificere sig med under deres opvækst, og har ingen problemer med selvfølelsen. Samtidig vil det være rimeligt at overveje, hvor repræsentative netop disse knap tusinde medlemmer, som har fået den bizarre indskydelse at lade sig teste og melde sig ind i Mensa, er for resten af de 120.000 danskere, som statistisk udgør de hurtigste to procent af cellerne i den dansktænkende del af den store, globale menneskehjerne.

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Få fuld adgang om mindre end 2 minutter

De hurtigste bruger mindre end 1,3 minutter på at blive abonnent

Bliv abonnent for 1 kr

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden