Det landsforviste sprog II

Holocaust er den europæiske civilisations trauma. Men vil dette trauma leve videre i form af kultur og skabelse eller neurose og ødelæggelse?

Kroniken
FOR ABONNENTER

Holocaust er den europæiske civilisations trauma. Men vil dette trauma leve videre i form af kultur og skabelse eller neurose og ødelæggelse? Den ungarske forfatter Imre Kertész modtager i dag Nobelprisen i Litteratur. Første del af hans essay blev bragt i går.

Nietzsche, som med sin radikale tankegang og sin rene, fascinerende stil på et tidspunkt - og netop dengang, da hans værker var forbudte i det socialistiske Ungarn - var min læremester, siger, at det, et menneske ikke dør af, øger blot hans vitalitet; det kan godt have sin rigtighed, for diktaturet var mig ikke blot til stor nytte ved, at det holdt mig i live, men det hjalp mig også i at finde det sprog, som jeg skulle skrive på.

For ingen steder er det så åbenlyst, at sproget »ikke er tiltænkt dig og heller ikke mig«, som i en totalitær stat, hvor Jeg og Du ikke eksisterer, og hvis yndlingspersonlige pronomen er 'Vi', hvor det er umuligt at vide, hvem der skjuler sig bag. Her kan forfatteren kun have ét mål, og dette mål er på én gang negativt og kreativt: at trække sig ud af det »her gældende sprog«, som allerede har taget alt, alle menneskelige følelser og tanker, til fange og udnyttet dem, som man udnytter tvangsarbejdere, til egen fordel; og af det, der er blevet tilbage af sproget, af det lemlæstede rudiment, må han bringe sin romanfigur, overleveren fra Holocaust, til live, som - med Emile Ciorans ord - ikke længere hører til menneskeheden.

Spørgsmålet er blot, hvem dette sprog er tiltænkt? Jøden? Og hvis ja, så hvilken jøde? Den ortodokse jøde, der tror på Jehova, vil givetvis ikke anse det som sit sprog. Ganske vist er det sandt, som Manés Sperber påpeger det i sin fremragende bog 'Churban', at selv om det var første gang i verdenshistorien, at jøderne ikke blev forfulgt på grund af deres religion, men på grund af deres race, så vil en jøde, der er tro mod sin religion, ikke desto mindre søge forklaringen på sine lidelser i Bibelen og ikke i historiens absurditet.

Og på samme måde vil den israelske patriot, den - i øvrigt med al ret - stolte statsgrundlægger næppe heller identificere sig med den vantro, emanciperede og assimilerede jødiske borger og småborger, dette så typiske offer for Holocaust, som tilmed hverken kan hebraisk eller jiddisch. Han vil sandsynligvis formulere sin lidelseshistorie på et eller andet europæisk sprog i det ikke særligt velbegrundede håb, at den kultur, hvis sprog han har lånt, men som »ikke er tiltænkt ham«, at denne kultur barmhjertigt vil tage imod ham som åndeligt forvist og tolerere ham for en tid på sit kulturelle marked.

Men selv om det forholder sig sådan, gives der ingen anden løsning. For nogle år siden holdt en stor jødisk organisation, jeg husker ikke længere hvilken, sit møde i Budapest, og jeg blev, gud ved hvorfor, inviteret med til festmiddagen. Jeg sad mellem min hustru og en meget elegant amerikansk herre, som pludselig vendte sig mod mig og sagde, at han havde hørt, at jeg var en forfatter, der beskæftigede sig med Holocaust. Hvad mente jeg om den tendens - spurgte han med et fortroligt smil - at Holocausts erfaringsverden i stadig højere grad bliver frataget jøderne og så at sige gjort til internationalt, åndeligt fælleseje. Jeg svarede, at han godt kunne spare sig at fortsætte, for her, ved siden af ham, sad der en forfatter, der netop var ude på at fremme denne tendens med sine værker.

Efter min mening træder vi hverken jødernes tragedie for nær eller gør den mindre, hvis vi i dag, efter mere end fem decennier, anskuer Holocaust som verdenserfaring, som europæisk trauma. For når det kommer til stykket, så foregik Auschwitz ikke i et lufttomt rum, men mellem den europæiske kulturs, den vestlige civilisations rammer, og denne civilisation er på samme vis en overlever efter Auschwitz som de nogle få, ti eller hundrede tusinde kvinder eller mænd rundt om i verden, som har set krematoriernes flammer og indåndet lugten af brændt menneskekød. I disse flammer blev alt det tilintetgjort, som vi indtil da havde respekteret som europæiske værdier, og på dette etiske nulpunkt, i dette moralske og åndelige mørke, er det netop det, der skabte dette mørke, der viser sig som udgangspunkt: Holocaust.

På et tidspunkt, under den korte og håbefulde periode for Berlinmurens fald, Vest- og Østeuropas euforiske forbrødring, vovede jeg at skrive, at i åndelig-moralsk, altså kulturel forstand er Holocaust af stor værdi, for den har på bekostning af ufattelige lidelser ført til ufattelig viden, og at der derfor ligger en ufattelig moralsk ressource i den.

Selv for to år siden skrev jeg således i min essaysamling: »Det, der via Endlösung og 'koncentrationsuniverset' har åbenbaret sig, kan ikke misforstås, og den eneste mulighed for overlevelse, bevarelsen af de skabende kræfter, er at erkende dette nulpunkt. Hvorfor kan dette klarsyn ikke være frugtbart? På bunden af de store erkendelser, selv om de nok så meget hviler på ufattelige tragedier, skjuler sig altid frihedens momentum, som fylder vort liv med en eller anden form for overskud, en eller anden form for rigdom, når vi pludselig bliver klar over vor eksistens' sande realitet og ansvaret for den. Når jeg altså tænker over de traumatiske virkninger af Auschwitz, tænker jeg snarere over fremtiden end over fortiden«.

Misforstå mig ikke, jeg har ikke i sinde at trække noget af alt dette tilbage; jeg ville højst sige det lidt mindre højrøstet i dag, helst hviskende, i et ganske lille selskab, til ganske få mennesker, eller måske kun til mig selv. Det kan være, at min ungarske kritiker har ret, ifølge hvem alt dette blot er min illusion, for ellers ville jeg intet have at retfærdiggøre min eksistens og først og fremmest min forfattervirksomhed med. Det er ondskabsfulde ord, men sommetider skjuler der sig et vist klarsyn bag ondskaben.

I Ungarn betragter man ikke Holocaust som et europæisk trauma - man kan for så vidt sige, at den slet ikke er til stede i landets moralske og historiske bevidsthed, hvis ikke som noget negativt, det vil sige som antisemitisme - og det har sine samfundsmæssige og historiske grunde, som det ville være uhensigtsmæssigt at komme ind på her.

Men hvorom alting er, så skriver jeg mine bøger, som landet qua sin natur udstøder eller højst tolererer på randen af sin bevidsthedsverden, på et gæstesprog. Jeg siger qua sin natur, for dette land har i sin århundreder lange kamp for sin beståen udviklet sit eget subjekt, der som en stiltiende national konsensus også har sat sit stempel på litteraturen. Denne dominerende jeg-form, som i al slags offentlig, samfundsmæssig og politisk sprogbrug tilriver sig retten til objektivisering, reserverer for sådanne perifere fænomener, som bæreren af Holocausts levende erfaringer er, udelukkende de Paul Celanske former: 'han', 'det' og højst 'Dem'.

De er ubehagelige sandheder for en forfatter, som ellers holder meget af det sprog, han skriver på. Men det har ingen virkelig betydning: Jo mere fremmed jeg er i sproget, jo mere genuin føler jeg mig selv og det, jeg har at sige.

Jeg holder af at skrive på ungarsk, for på den måde føler jeg bedre skrivningens umulighed. Det er i øvrigt Kafka, der har sagt det, som i et brev, stilet til Max Brod, skriver om tre slags umuligheder i sin analyse af en jødisk forfatters situation: at det er umuligt ikke at skrive, at det er umuligt at skrive på tysk, og at det er umuligt at skrive på andet end tysk. Hvorefter han siger følgende:

»Måske kan jeg tilføje en fjerde umulighed, nemlig at det er umuligt at skrive«. I dag ville han måske komplettere det med, at det er umuligt at skrive om Holocaust.

Men vi kunne fortsætte opremsningen af umulighedens paradokser i al evighed. Vi kunne sige, at det er umuligt ikke at skrive om Holocaust, at det er umuligt at skrive på tysk om Holocaust, og at det er umuligt at skrive om Holocaust på et andet sprog end tysk. Holocausts forfatter er alle steder og på alle sprog en åndelig flygtning, som altid beder om åndeligt asyl på et fremmed sprog. Hvis det er sandt, at der kun eksisterer et eneste filosofisk problem: selvmordets problem, så kan Holocausts forfatter, der har besluttet sig til at overleve, kun kende et eneste problem, emigrationens problem. Men det ville være mere rigtigt, hvis han i stedet for emigration sagde forvisning. Forvisning fra det eneste sande fædreland, som aldrig har eksisteret. For hvis det eksisterede, ville det ikke være umuligt at skrive om Holocaust, for så ville Holocaust have et sprog, og Holocausts forfatter kunne indlejre sig i en eksisterende kultur.

Men sådan et land eksisterer altså ikke. Lige før, i forbindelse med mit modersmål, har jeg nævnt objektiviseringsrettens, det almindelige, nationale grundleds affirmative funktion, der som en slags stofskifte filtrerer og udelukker de uønskede kendsgerninger, former og problemer.

Denne ret til objektivisering, eller lad os blot ganske enkelt kalde det et spørgsmål om synsvinkel, er i en vis forstand en despotisk beslutning. Ethvert sprog, ethvert folk, enhver civilisation har et dominant jeg, som registrerer, behersker og afbilder verden. Dette altid arbejdende, kollektive jeg er et subjekt, hvormed et stort fællesskab - nation, folk, kultur - med større eller mindre held altid kan identificere sig.

Men hvor finder bevidstheden om Holocaust sit land, hvilket sprog kan sige om sig selv, at det er Holocausts generelle subjekt, Holocausts dominante Jeg, Holocausts eksklusive sprog? Og hvis der var et sådant sprog, ville det ikke være så rædselsvækkende, så sørgeligt, at det til sidst ville udslette dem, der talte det?

Det er måske rigtigt sådan, at Holocausts landsforviste må slå sig til tåls med et liv i forvisning, hvorom han til tider må berette nyt.

»Den, der kommer ud af kz-materialet - ud af Holocaust - som litterær sejrherre, det vil sige som 'succesfuld' forfatter, lyver og bedrager med dødsens sikkerhed; sådan skal du skrive din roman« - det var mig, der skrev det i 1970, mens jeg netop arbejdede på min roman 'De skæbneløse'.

I dag, tredive år efter, betragter mange den som en tysk 'klassiker'. Heri spiller den tyske kultur, den tyske filosofi og den tyske musik, som jeg i min ungdom har suget til mig, sikkert en stor rolle: Måske kan jeg sige, at de rædsler, som Tyskland havde øst ud over verden, har jeg halvtreds år senere formet og leveret tilbage til Tyskland som kunst til dels ved hjælp af den tyske kulturs redskaber.

Jeg må ligeledes bekende, at ingen steder har jeg modtaget så mange taknemmelige læserbreve, ingen steder har jeg haft del i så megen kærlighed og agtelse som i Tyskland.

I en vis forstand er det altså i Tyskland, jeg er blevet forfatter. Og her tænker jeg ikke på berømmelsen, den såkaldte forfatterhæder, det var via det tyske sprog, jeg trådte fra en yderst trang og ensom eksistens ud i den europæiske offentlighed. Og denne glædelige ændring er slet ikke så enkel og let at have med at gøre, som de attraktive succeshistorier gerne giver indtryk af.

I denne karriere - i min - er der noget oprørende, noget absurd - et eller andet, som man næppe kan tænke igennem, uden at man begynder at tro på en overjordisk orden, et forsyn, en metafysisk retfærdighed; eller med andre ord, uden at man begynder at indbilde sig noget og derfor løber på grund, bliver falleret, taber sin dybe, sin lidelsesfulde forbindelse med de millioner, der blev udslettet og aldrig havde lært miskundhed at kende.

Det er ikke så enkelt at være en undtagelse; og når nu skæbnen engang har villet, at vi skulle være undtagelsen, må man slutte fred med tilfældighedernes absurde orden, der regerer med henrettelsespelotoners vilkårlighed over vort liv, som er udsat for umenneskelige magter og rædselsvækkende diktaturer.

I dag oplever vi en globalisering, ja, sågar en inflatorisering af Holocaust. Den overlevende fra Holocaust, kenderen af Auschwitz' levende erfaring, iagttager alt dette fra en dertil udpeget afkrog. Han tier eller giver interview til Spielbergfonden, tager imod den ham med halvtreds års forsinkelse tildømte erstatning, og den mere prominente af slagsen holder foredrag i Renaissance-Theater. Og han stiller sig selv spørgsmålet: Hvad er det, han efterlader sig, hvilken åndelig arv?

Har han med sin lidelseshistorie beriget vort kendskab til mennesket, eller har han blot berettet om menneskets umådelige fornedrelse, hvoraf man intet kan lære, og som man ville være bedst tjent med at glemme hurtigst muligt?

Jeg selv tror det ikke. Jeg tror fortsat og uforandret, at Holocaust er den europæiske civilisations trauma, og det er denne civilisations eksistentielle spørgsmål, om denne trauma vil leve videre i de europæiske samfund i form af kultur eller i form af neurose, i form af skabelse eller i form af ødelæggelse.

Men det er fremtidens afgørelse, som jeg næppe længere kan have nogen indflydelse på. Jeg selv - og det er måske ikke lutter selvbedrag - har prøvet at udføre det eksistentielle arbejde, som overlevelsen af Auschwitz har pålagt mig som en pligt. Jeg ved godt, hvilke privilegier jeg har haft: Jeg har set dette rædselsvækkende århundredes sande ansigt, jeg har set ind i Gorgo-hovedets øje og fået lov til at forblive i live. Men jeg vidste meget vel, at jeg aldrig ville kunne slippe for dette syn, jeg vidste meget vel, at dette åsyn for evigt ville holde mig fangen.

»Som årtierne gik, forkastede jeg et efter et den desillusoriske friheds vildledende slagord - skrev jeg i min Galajdagbog - »uforklarligt«, »en historisk fejltagelse«, »ikke rationaliserbart« og lignende tautologier; overvindelsens gestus; jeg blev ikke fristet af selvmedlidenhed, ganske vist heller ikke af den sande opløftelse, det guddommelige klarsyn; men jeg vidste allerede, at det ikke blot var fornedrelse, der skjulte sig i min fornedrelse, men også frelse, hvis mit hjerte var tilstrækkeligt modigt til at tage imod frelsen: denne nådens så furiøse form - at jeg i det hele taget kunne kende frelsen i denne furiøse form«. Og hvis nogen nu spørger mig, hvad det er, der stadig holder mig tilbage på Jorden, hvad det er, der holder mig i live, vil jeg uden tøven svare: forelskelsen.


På dansk ved Péter Eszterhás. Teksten blev holdt som tale i Renaissance-Theater i Berlin, 2000. Udkommer i essaysamlingen 'Die exilierte Sprache' på Suhrkamp Verlag © til foråret. Trykt med tilladelse af Leonhardt & Høier Literary Agency.

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Få fuld adgang om mindre end 2 minutter

De hurtigste bruger mindre end 1,3 minutter på at blive abonnent og få fuld adgang til Politiken i en måned for bare 1 kr.

Bliv abonnent for 1 kr

Læs mere

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce