0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

De høflige

I dag og i morgen giver Kroniken ordet til nå-generationen. De tilpasningsdygtige årgange, der var unge i 80'erne. Overflødige, upolitiske - og alt for mange? Dagens kronikør er cand.mag.

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
Kroniken
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Kroniken
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

I løbet af efteråret og vinteren er tv-serien 'Husker du' løbet over skærmen på DR 2. Ti afsnit i alt med et for hvert af årene i det forkætrede årti 1980'erne. Serien er udformet som en billedrevy med enkelte tilbageskuende kommentarer og interview af og med personer, der spillede en rolle dengang. Formen er kalejdoskopisk, og målet er at indfange alle farver og faser i det brogede årti: politik, kultur, musik, økonomi og så videre. Tv er næppe nuancernes og den dybe indsigts medie, og hvad serien giver os, er da også mest overblik og et stik af genkendelse. Det er billeder fra den store fælles erindring, vi sidder og ser på, og vi er sikkert mange, der var unge i 80'erne, som sidder klinet til skærmen og griner og græder over os selv, som vi var dengang - kald det bare nostalgi. Selv om serien ikke er et generationsportræt som sådan, er der en følelse af, at vi, for alvor, er blevet indskrevet i historien, med alt hvad dertil hører af forenklinger og generaliseringer.

Det interessante ved serien er blandt andet dens klare præg af at være et tidsfænomen, for 80'erne er 'in' nu. Årtiet er kommet i fokus og på afstand på en og samme gang, hvilket betyder, at man dels kan bruge det som et stiltræk i den nyeste mode inden for tøj og boligindretning, dels kan se tiden klarere i et historisk perspektiv. Det sker for alle generationer, men når det sker for den generation, man selv føler sig forbundet med, udvider perspektivet sig og rammer centrale punkter i ens personlige identitetsskabelser.

Ifølge populærmytologien var vi enten ligeglade, depressive og narcissistiske eller politisk uengagerede, overfladiske, pengefikserede karrierefræsere i min generation; det vil sige de i dag cirka 35-45-årige. Nå-generation eller yuppie var de to store grupperinger af unge; man var enten punker eller børsmægler - selv om de fleste var et sted midtimellem, men det må man vælge at se bort fra i historieskrivningens navn, for det var de to andre grupper, der tegnede tiden. 68'erne havde været så venlige at sætte et par etiketter på os, og på dem stod der 'duer ikke', i hvert fald i forhold til deres værdier og holdninger. Debatten mellem 60'er-generationen og 80'er-generationen flammede en smule op i slutningen af 70'erne, men døde hurtigt hen, medens de søde 68'ere yderligere befæstede deres positioner i samfundets magtcentre og vi kæmpede med arbejdsløshed, usikkerhed og en følelse af ubrugelighed.

For et par år siden var der en temmelig langstrakt debat i Politiken mellem Kjeld Koplev og to repræsentanter fra 80'er-generationen, som desværre var meget lidt konstruktiv, og som endte i den rene mudderkastning om, hvem der rent økonomisk havde og har det vanskeligst (I får SU, hvor vi skulle arbejde - ja, men I fik ... og så videre i det uendelige). Det er alligevel overraskende, at vi også bliver kastet på historiens losseplads af den yngre generation, in casu folketingsmedlem for Enhedslisten Pernille Rosenkrantz-Theil, der påstår, at vi ikke har haft nogen betydning i politisk henseende og godt kan gå hjem og lægge os. Atter undres man over de grove, uforsonlige beskyldninger, som her tages op igen. Kan man ikke selv finde på noget originalt, kan man altid gentage, hvad andre sagde for 25 år siden. Vi er åbenbart en generation, som det er tilladt at nedgøre uhæmmet, og bare fordi vi befinder os i en klemt position mellem to mere privilegerede generationer.

I mange år gik jeg og forestillede mig, at en dag meget snart ville den store roman om min generation se dagens lys. Romanen, der knyttede alle trådene og alle faserne på mikro- såvel som makroplanet i generationens facetterede livserfaringer i perioden 1975-1995, hvilket vil sige fra tidlig ungdom til absolut slut ungdom for de ældste generationsmedlemmer. Sådan cirka en mellemproportional mellem 'Jørgen Stein', 'Den kroniske uskyld' og 'Martin og Victoria'. Hvor svært kan det være? Den bog har aldrig set dagens lys, og det påstås af og til, at den ikke kan skrives. Vi har dog fået nogle fiktive fremstillinger af generationens problemer, og typisk for dem er, at de kun ind