Med jævne mellemrum efterlyses der en mere markant modstand mod muslimernes kvindesyn fra kredse, som ikke deler højrefløjens og Dansk Folkepartis fremmedfjendske synspunkter. Hvorfor, siges det, skal de sorte præster, Pia Kjærsgaard og deres samarbejdspartnere i regeringen have patent på at kritisere de kvindeundertrykkende sider af islam? Hvorfor protesterer feministerne ikke og rækker hånden ud til deres muslimske medsøstre, som må tåle ydmygelser og i værste fald æresdrab? Hvorfor er det kun højrefløjen, som protesterer mod det muslimske tørklæde og indespærringen af kvinder, der aldrig har lært at tale dansk og derfor ikke kan klare selv de mest simple ting i vores samfund? Hvorfor tager vi ikke til genmæle mod muslimske mænd, som tæver deres koner, der derfor ender i danske krisecentre? Og hvorfor accepterer vi, at muslimske kvinder skal giftes med fætre i hjemlandet, fordi familien har arrangeret det og mener at være i deres gode ret, når vi lever i et oplyst samfund og gerne vil have disse kvinder uddannet og integreret i det? Hvorfor kritiserer vi ikke imamerne og deres diskriminerende, middelalderlige syn på kvinder, lovgivning (sharia), familie- og æresbegreber. Hvorfor gør menneskerettighedsforkæmperne ikke indsigelser? Hvorfor denne berøringsangst? Jeg ved jo ikke, hvad motivet er for andre, men det kan meget vel være nogle af de samme overvejelser, som jeg har gjort mig. Overvejelser, som netop i tiden efter Muhammedtegningerne og den internationale proteststorm er blevet endnu mere påtrængende. For også kvindespørgsmålet handler jo i høj grad om kultursammenstød og mangel på forståelse for og viden om en anden kultur. Men også manglende viden om sin egen historie. Når vi i Vesten retter skytset mod islam og kalder muslimske kvinder undertrykte, så mødes vi ofte med synspunkter som dem, den engelske læge Nazreen Nawas for nylig fremsatte i Politikens Kronik. Nemlig at det tværtimod er Vestens kvinder, der diskrimineres, fordi de afbildes nøgne overalt og ikke mødes med den nødvendige respekt, mens muslimske kvinder, der går ærbart klædt, mødes med en hel anden respekt. Problemet er jo, at hun delvis har ret i sin argumentation, i og med at de vestlige samfund har udviklet en pornografikultur, som heller ikke jeg synes er god for forholdet mellem kønnene og synet på kvinder. En temmelig absurd og kvindediskriminerende kultur, som især udviklede sig på et tidspunkt, hvor kvinder nærmede sig en reel ligestilling, hvorfor man kunne få den tanke, at der var kræfter bag, som ville forhindre denne ligestilling. Nu er den ærbare påklædning og tørklædet også noget, vi har kendt i vores del af verden. Vi skal såmænd bare tilbage til 1950'erne, som så mange unge mennesker nostalgisk dyrker i dag, for at finde begge tendenser - dengang kvinder sjældent gik på gaden uden hat eller tørklæde og desuden var meget ærbart klædt. Med 1960'erne kom så den seksuelle frigørelse, og den fik kvinderne også glæde af, bl.a. fordi vi fik p-piller og dermed sikker sex. Vi fik helt sikkert et sjovere sexliv, men mange af os oplevede da allerede dengang, at den store frigørelse også blev til et pres - sex med hvem som helst var i sig selv tegn på frigjorthed - og at den form for sex-kultur snarere udsprang af mandlige fantasier end af kvindelige. Nøjagtig ligesom den pornografi, der hurtigt blev en del af hverdagen for danskerne, og som min generation af kvinder i hvert fald ikke tændte på. Samtidig er det rigtigt, at vi anser den kyske og stærkt kønsopdelte muslimske kultur, hvor sex kun må udleves inden for ægteskabet, og utroskab straffes hårdt, for fuldkommen uacceptabel. Nøjagtig som tildækningen af kvinder, der dybest set er udtryk for, at kvinden anses for mandens 'ejendom' og derfor ikke må pirre eller omgås andre mænd. Påklædningen bliver dermed emblem på kvindens manglende rettigheder og ligestilling, og det er netop derfor, vi i vores samfund betragter den med mistro. Også når de unge kvinder hævder, den er en del af deres frigørelse, oprør eller nyfundne identitet. Det må i så fald være et temmelig tilbageskuende oprør. Men deri ligger de faktisk på linje med mange unge danskere, der også hylder en konservativ livsstil af ældre dato. Mange muslimer hævder jo, at kvindernes tildækning ikke er påbudt i Koranen, men er en gammel præislamisk mellemøstlig skik. Nøjagtig som fætter-kusine-ægteskabet i øvrigt er forbudt i Koranen. Ifølge Koranen skal pigen også altid spørges, om hun vil giftes med den udvalgte mand, men bliver det bestemt ikke altid. Også omskæring er forbudt ifølge Koranen. I disse spørgsmål er det altså ikke religionen, men kulturen, der er baggrunden, hvorfor det er meningsløst at angribe islam for det. Når de tørklædeklædte muslimske kvinder udsættes for angreb, forargelse eller foragt for deres umoderne kvinderolle, så burde vi huske på vores egen nyere historie, så ny at vi måske af samme grund har et ambivalent forhold til sagen. Ikke alle danskere bryder sig jo lige meget om selvstændige, veluddannede eller selvbevidste danske kvinder, vel? Der er da en hel del mænd, som henter deres kærester i Thailand og andre steder, hvor kvinder indtager en mere ydmyg plads i forhold til mænd end danske kvinder. Og der er skam også en hel del danske kvinder, som ikke tør være alt for selvbevidste for ikke at støde potentielle kærester fra sig. Det paradoksale ved Pia Kjærsgaards stadige angreb på det muslimske kvindesyn er da også, at Pia Kjærsgaard mig bekendt aldrig har været en tøddel interesseret i at støtte ligestillingen mellem danskfødte kvinder og mænd. Det siger hende ikke en pind, har hun udtalt gang på gang. Grunden til, at hun derimod interesserer sig for muslimernes syn på kvinder er, at det kan bruges propagandistisk og bliver det uafbrudt i de xenofobiske udfald mod hele den muslimske indvandrergruppes kvindeundertrykkelse. Alle skæres over én kam til trods for, at vi ved, at der bl.a. blandt den pakistanske indvandrergruppe er næsten lige så mange højtuddannede kvinder som blandt etniske danskere. Vi får stadig flere kvindelige læger, tandlæger, journalister, humanister og forskere med muslimsk baggrund, men det er bekvemt for højrefløjen helt at lukke øjnene for denne kendsgerning. Det ville nemlig tvinge dem til at indrømme, at integration tager tid, men at den nok skal komme - hvis ikke vi udstøder hele befolkningsgrupper og dermed er med til at skabe parallelsamfund. Integration tager et par generationer. Selv i USA, hvis hele vision bygger på det flerkulturelle samfund, kan man finde hele bykvarterer, hvor der kun tales spansk eller kinesisk. Støder vi på det derovre, er det eksotisk, støder vi på det her, krænker det vores danskhed. Det ophidser mange, fordi det efter år med Dansk Folkepartis dogmatiske propaganda desværre er lykkedes at gøre mange danskere intolerante. Men andre dele af befolkningen føler sig i dag hverken truet eller frastødt af det fremmede, for de har rejst verden rundt og opsøgt fremmede kulturer i ét væk. Ungdommen er i de sidste tyve år som en selvfølge taget på verdensomspændende rejser. De taler ofte flere sprog og bevæger sig frit i verden, tager job i udlandet, og vender klogere og mere tolerante hjem. De intolerante lever derimod ikke dette liv og føler sig ikke hjemme i den store verden. De finder kun trygheden i den lille velkendte verden og det lille liv, og dem taler Pia Kjærsgaard til med sin snæversynede gadekærspolitik. Af samme grund er Danmark under Muhammedkonflikten igen og igen blevet kaldt provinsiel af udenlandske kommentatorer, fordi vores land udadtil tegnes af denne fordomsfulde, selvtilfredse holdning i udlændingespørgsmål. Jeg har selv i de senere år rejst en del i Malaysia. Malaysia hører som bekendt til den muslimske verden med et muslimsk befolkningsflertal og regering. Men i dette overraskende moderne land arbejder alle kvinder som en selvfølge, og kvinder uddanner sig på lige fod med mænd og får derfor i stadig større udstrækning ledende job i landets firmaer. Man får passet sine børn i daginstitutioner nøjagtig som her, men kvinderne går ærbart klædt, og de bærer tørklæder. Her er der dog tale om selvbevidste kvinders udgave af den muslimske klædedragt. Man ser aldrig sortklædte kvinder. Kvinderne er derimod farvestrålende klædt, ofte i blomstrede kjoler eller jeans, og bruger tørklædet som en udsmykning, der farvemæssigt matcher resten af tøjet. De fuldkommen tilslørede saudiarabiske kvinder, der sammen med deres mænd ofte er turister i landet, ser indbyggerne i Malaysia lige så skævt til som resten af verden. De bryder sig lige så lidt som os om bortgemte kvinder i store sorte telte, der ikke kan bevæge sig frit. Loven tillader ganske vist de malaysiske mænd at tage mere end én kone, men det sker stadig sjældnere. For selv om kvinderne ikke sætter spørgsmålstegn ved mændenes ret til at gøre det, fastholder de en regel om, at det kun må ske, hvis kone nr. ét er helt indforstået, og hvis manden er i stand til at sørge lige godt for de to familier, såvel materielt som seksuelt og følelsesmæssigt. Det er sådan, de moderne malaysiske kvinder sætter deres ligestilling igennem. Et eksempel på, hvordan de muslimske kulturer er under forandring, når de bliver en del af moderniteten. Når de muslimske kvinder herhjemme søger tilflugt på krisecentrene fra deres voldelige mænd, er det ikke tegn på deres undertrykkelse, men på deres frigørelse. De lever i et land, hvor de ser kvinder have en helt anden status, og de gør som danske kvinder, når de er fortvivlede: De søger hjælp. Men mange af disse kvinder kan ikke forsørge sig selv, eller de udsættes for en hel families trusler til at blive i et ulykkeligt ægteskab. Truslerne kan lige så godt være udstødelse som korporlig vold. Rettroende muslimer fra Tyrkiet, Palæstina, Pakistan eller Somalia er jo opvokset med normer om, at kvinder skal være lydige, dydige, aseksuelle, selvopofrende, stille sig til rådighed for familien og værne om dens ære, nøjagtig som kvindeidealet så ud i Danmark indtil sidste halvdel af 1800-tallet. For også vi har haft en kirke, der har lavet mange ulykker, og hvis kvindebillede er lige så undertrykkende som det muslimske. Det er kun i kraft af oplysningstidens frigørelse fra religionen, vores lighedsidealer og demokratiopfattelse, at vi har fået kæmpet os ud af kirkens ortodokse kløer. Men ifølge Naser Khader skal der skelnes mellem 'ære og skam-begreberne' og selve religionen. I 'Ære og skam' skriver han: »Det er de uskrevne regler for ære og skam, der mere end religionen fastholder den skarpe kønsadskillelse, sløret, mødommens intakthed med mere«. Og kvindens ære handler kun om hendes seksuelle adfærd, krav om at hendes adfærd skal kaste glans over familien. Mens de unge mænd med mellemøstlig baggrund, der vokser op her, opfordres til at tilpasse sig deres nye land, forventes kvinderne ofte at fortsætte med at leve, som om de stadig boede i det gamle land. Det er nemlig deres opgave at føre traditionen og kulturen videre, sådan som det altid har været, også i vores land. I spørgsmålet om kvinders rettigheder manipuleres der tilsyneladende groft med islam og Koranens ord af magtens mænd og af imamerne. Og det er med til at standse muslimske kvinders udvikling og oprør. Der er både muslimske feminister, der mener, at der i islam er belæg for en demokratisk tankegang og for kvinders rettigheder. Og der er feminister som historikeren Leila Ahmed, der mener, at islam og feminisme er uforenelige, men som tilføjer, at feminisme er i konflikt med stort set alle ideologier både i Vesten og i den muslimske verden. Det store problem er og bliver fundamentalisterne, som bekæmper forandring, da den truer deres autoritet, hvad enten det er imamer eller familiefædre. Religionen bruges med arme og ben til at udkæmpe en kolossal magtkamp for eller imod det moderne samfund eller en udvikling, der ligner Vestens, som qua kolonialismen er den gamle fjende. Historien om afghanske og iranske kvinders grusomme skæbner som andenrangsborgere uden rettigheder eller håb fremkalder vrede. Men er de udtryk for islam? Eller er også den udtryk for helt andre ting? Afghanistan, Iran, Nigeria m.fl. var eller er alle styret af diktatoriske og fundamentalistiske regimer, hvis kvindesyn og menneskesyn er både primitivt og horribelt. Regimer, hvis ledere ingen respekt har for menneskeliv, ligesom vi har set det i Europa med Hitler og Stalin (to herrer, der også helst spærrede kvinder inde i hjemmet). Magtmennesker og diktatorer bruger alle tænkelige redskaber til at bevare deres magt, inklusive religion og henvisninger til tågede æresbegreber eller nationalistisk loyalitet. Det enkelte individ og den enkelte regering må gøres ansvarlig for det, ikke religionen, landet eller racen. Når utro kvinder stadig stenes i nutidens Iran, er det helt uanstændigt, og vores udenrigsminister bør protestere højlydt over det. At man i Sydeuropa også stenede utro eller letlevende kvinder før i tiden, gør jo ikke sagen bedre. Men det er tankevækkende. Ligesom det er, at også jøderne er blevet skældt ud for nøjagtig de samme ting som muslimerne i dag. Også de skilte sig helt synligt ud fra befolkningsflertallet i påklædning og skikke, og det gør man ikke ustraffet. Det er kort sagt vigtigt at relativere tingene for ikke at ende i hadefulde korstog. Mit kendskab til vores egen historiske udvikling siger mig, at hvis folk ser deres interesse i at gøre op med religiøse dogmer, så skal de nok finde en vej. Hvis de arabiske lande, der slås med fattigdom og arbejdsløshed, ville indse, at vejen til et bedre liv i høj grad handler om ligestilling mellem kønnene, så en hel befolkning, også kvinderne, kan arbejde og dygtiggøre sig, så ville de nok vælge den vej frem for fortidens religiøse fundamentalisme. Ikke fordi vores normer er de eneste saliggørende, men fordi det i Europa har været i kraft af denne ligestilling og demokratiopfattelse, at vi har fået bygget de samfund og den rigdom, vi har.