Det danske sundhedssystem er løbende til debat.
Det er kun naturligt, at sundhed optager befolkningen, for de fleste familier kommer med mellemrum i kontakt med sygehusvæsenet – enten som patient eller som pårørende. De fleste har derfor også en mening om deres møde med lægerne, sygeplejerskerne, om der er rent på sygehusene og i det hele taget om den service og behandlingskvalitet, som de oplever i sundhedsvæsnet. Langt de fleste patienter har heldigvis positive oplevelser, selv om medierne langt oftere fokuserer på negative enkeltsager. Mens sundhedsdebatten blandt patienter og pårørende handler om kvalitet, så strander den politiske sundhedsdebat ofte i et slagsmål om kvantitet og tørre tal. Hvem vil give flest penge til hospitalerne, hvor lange er ventetiderne, og hvor mange operationer bliver der gennemført? Det er naturligvis alle sammen relevante tal at få frem i de politiske debat, men for patienterne og de pårørende er det ikke endegyldige mål. Hvordan patienterne oplever sundhedsvæsnet, og om de bliver raske, synes nemlig kun i mindre grad at præge den politiske debat, som derfor kan blive langt mere frugtbar for patienterne og de pårørende, hvis vi sætter fokus på behandlingskvaliteten. Bruger man alene de nøgne tal til at beskrive sundhedsvæsnet, er der ingen tvivl om, at de danske sygehuse bliver bedre år for år. Der bliver ansat flere og dygtige læger og sygeplejersker. Medicinen bliver mere effektiv, og med øgede bevillinger til sundhedssektoren gennemføres der nu langt flere operationer end tidligere, hvilket generelt giver kortere ventelister til gavn for patienterne. Alt sammen betyder det, at danskernes middellevetid er stigende. Det er jeg som sundhedsminister naturligvis glad og stolt over. Det viser, at regeringen har prioriteret sundhedsområdet højt. Og det agter vi fortsat at gøre. Regeringen har allerede afsat 25 mia. kr. til nye højt specialiserede sygehuse, og med 15 mia. kr. fra regionerne vil der i de kommende år blive investeret 40 mia. kr. i sygehuse i verdensklasse. Det bliver topmoderne akutsygehuse med den nyeste teknologi og logistik til gavn for patienterne og de ansatte. Jeg forventer, at de nye sygehuse kan blive rollemodeller for en helt ny sundhedsindustri i Danmark, der på sigt også kan eksporteres og give indtægter og arbejdspladser til landet. Ud over moderniseringerne og investeringerne i nye bygninger vil der også i de kommende år blive brugt flere penge til sundhedsområdet som følge af regeringens opprioriteringer på bl.a. kræftområdet samt nye prioriteringer på f.eks. psykiatriområdet. Men derudover vil der også være et opadgående pres på sundhedsudgifterne, fordi der skal bruges flere penge til ny og mere effektiv medicinbehandling og på grund af den ændrede demografiske udvikling i retningen af flere behandlingskrævende ældre. Det stigende pres på sundhedssystemet gør det efter min mening endnu mere påkrævet at komme et spadestik dybere ned i debatten om sundhed. For mig er der nemlig ingen tvivl. Danskerne har krav på et sundhedssystem i verdensklasse, og derfor ønsker jeg i højere grad, at sundhedsdebatten føres på patienternes præmisser. Det vil sige en debat om kvalitet til gavn for patienterne frem for en debat om kvantitet til gavn for politikerne. Med de frie sygehusvalg vil de enkelte patienter således have langt større gavn af at få brugbare oplysninger om hospitalernes behandlingskvalitet frem for at blive dynget til med tal, der for patienterne kan virke ret ligegyldige.
Det vil give patienterne langt større reel frihed til at vælge sygehus, hvis de ved hjælp af nogle få klik med en mus kan hente og sammenligne detaljerede oplysninger mellem sygehusene helt ned på enkelte sygdomme og behandlinger. Det er derfor min opfattelse, at der er brug for at udvikle nye styringsredskaber over for sygehusene, der i højere grad sætter patienterne i centrum ved at måle på kvalitet frem for kvantitet. Derfor har jeg nu sat et arbejde i gang i Sundhedsministeriet, som jeg vil drøfte med Lægeforeningen og Danske Regioner på deres årsmøder i Aalborg i dag. Mit forslag er indføre nye kvalitetsmål for sygehusene, så patienterne kan se, hvor de får den bedste behandling. Visionen sætter patienterne i centrum, skaber et mere gennemsigtigt sundhedssystem og gør det lettere at vælge den bedste behandling mellem de offentlige sygehuse. Lad mig give nogle eksempler på, hvilke kvalitetsmål der kan være med til at sikre et bedre sundhedssystem til alle. Lad mig understrege, at der kun er tale om eksempler, da målene skal diskuteres og afklares i forhandlinger med Danske Regioner, Lægeforeningen og andre relevante organisationer.



























