Hvad skal der blive af familien som samfundsinstitution? Når jeg diskuterer med mig selv, hører jeg to stemmer for mit indre øre. Den ene tilhører en ængstelig ældre kvinde, der bekymrer sig på børnenes vegne. Den anden en optimistisk yngre mand, som muntert forsøger at rive hende ud af nogle klicheagtige forestillinger om en 'god barndom' og en 'rigtig familie'. Lyt med her, når fru Sort og hr. Grøn taler sammen: Fru Sort: Der er alt for mange skilsmisser. Folk giver ikke deres ægteskab en chance, men løber fra vanskelighederne i stedet for at mobilisere viljestyrke til at overvinde dem. Resultatet er kernefamilier, der falder fra hinanden i partikler: en far og en mor, der stifter hver sit nye hjem med eller uden vraggods fra andre forliste familier; børn, der må leve med at have to boliger; børn, som sørger over, at deres forældre aldrig er sammen med dem samtidig, undtagen hvis de er heldige, til fødselsdage og måske - i sjældne tilfælde - juleaften. Og hvis det ikke kan lade sig gøre, fordi forældrene ikke kan udholde hinandens tilstedeværelse, får de påduttet en krampagtig historie om, hvor fedt det er med to fødselsdage og to gange juleaften. LÆS OGSÅPige på 12 år: »Hvordan skal jeg få min mor til at forstå, at jeg vil bo hos min far?« Flere og flere børn lever med en ugentlig flyttedag fra mor til far og tilbage igen; et liv ingen voksne selv kunne holde ud.
Men mor og far synes, det er fint at være fri for familieforpligtelser hver anden uge. De kan leve voksenlivet, som før de fik børn: arbejde igennem, gå i fitnesscenter og på café, møde potentielle nye partnere, drikke sig fuld, sove den ud. Mange forældre er åbenbart ikke selv blevet rigtig voksne, hvis man med 'voksen' mener et menneske, der evner at udsætte eller for en tid undertrykke egne behov af hensyn til de børn, det har sat i verden. Er det mon noget nyt, at almindelige middelklasseforældre ikke vil eller kan opfylde dette elementære krav, selv om de materielle betingelser for at tage vare på næste generation aldrig har været bedre?
