Grønlands tusindårigeforhistorie er historien om tre eller fire midlertidige bosættelser af jægerfolk, som havde til fælles, (1) at deres livsform ikke var bæredygtig, først og fremmest fordi de baserede deres energisystem (opvarmning, tilberedning af mad) på træ, hvad der i det skovløse Grønland betød, at de var henvist til drivtømmer fra de sibiriske skove, en knap ressource, som hurtigt blev opbrugt, (2) at de ikke havde noget med nutidens inuitter (eskimoer) at gøre, men var indianere på afveje i den grønlandske blindgyde ud mod Ishavet, hvor de led sulte- og kuldedøden.
Den første bæredygtige kultur i Grønland var nordboerne, som sidst i 900-tallet kom til den kæmpestore, siden Jesu fødsel folketomme arktiske ø, hvor de slog sig ned i Sydgrønlands dybe dale.
