Det er de senere år blevet en hobby for meningsdannere at tæve løs på 68’erne. ’Marxistfar’ og ’feministmor’ er yndede fjendebilleder, og lang er listen over deres svigt, egoisme og ufortjente medvind i livet. Det er, som om 68’erne til deres dødsdag skal tvinges i forsvarsposition for ungdomsoprøret, de nye familieformer og kønsroller.
Jeg læser ofte disse beskyldninger og genkender ingenting. Det er ikke, fordi jeg vil korrigere andres barndomserindringer, for vi har alle en barndom, som er unik og mindes forskelligt. Når jeg fortæller, at min mor et par gange blev forhindret i at hente mig i børnehaven og sendte en taxa, erindrer jeg det som eksotisk og luksus, mens andre taxa- og nøglebørn måske vil sætte fingeren lige præcis dér og råbe ravnemor.
Men det er problematisk, at kun de selvudnævnt svigtede taler om ’arven fra 68’. For dermed bliver billedet af 68’erne som nogle forfærdeligt egoistiske mennesker og dårlige forældre, der svigtede alt og alle og helt ufortjent sidder på magten i dag, stående i al eftertid.
Det må efterhånden være på tide, at nogen – og det kunne jo være mig – fortæller lidt om, hvad vi, der var og er børn af 68’ere, kan lære af deres måde at stifte familie, elske, arbejde og leve på.
Der skete en fejl, prøv igen senere
Der skete en fejl, prøv igen senere eller søg hjælp via vores kundecenter
Bliv en del af fællesskabet på Politiken
Det koster kun 1 kr., og de hurtigste er i gang på under 34 sekunder.
Prøv nuEr du under 30 år og udeboende? Få halv pris her
Allerede abonnent? Log ind her
Skriv kommentar