Det er de senere år blevet en hobby for meningsdannere at tæve løs på 68’erne. ’Marxistfar’ og ’feministmor’ er yndede fjendebilleder, og lang er listen over deres svigt, egoisme og ufortjente medvind i livet. Det er, som om 68’erne til deres dødsdag skal tvinges i forsvarsposition for ungdomsoprøret, de nye familieformer og kønsroller.
Jeg læser ofte disse beskyldninger og genkender ingenting. Det er ikke, fordi jeg vil korrigere andres barndomserindringer, for vi har alle en barndom, som er unik og mindes forskelligt. Når jeg fortæller, at min mor et par gange blev forhindret i at hente mig i børnehaven og sendte en taxa, erindrer jeg det som eksotisk og luksus, mens andre taxa- og nøglebørn måske vil sætte fingeren lige præcis dér og råbe ravnemor.
