Konservatismen er en blandingsideologi. Hvis man søger efter ordet på den engelske Wikipedia, kommer der hele ni forskellige bud på konservatisme frem: liberal konservatisme, konservativ liberalisme, libertær konservatisme, fiskal konservatisme, nationalkonservatisme, kulturkonservatisme, socialkonservatisme, progressiv konservatisme og autoritær konservatisme. Konservative politikere rangerer historisk fra Bismarck over Churchill, de Gaulle til Thatcher, Reagan, Schlüter, Merkel, Orbàn, Putin og Trump. De fleste af dem har eller havde vist ikke særlig meget tilfælles.
Så konservative politikere og ideologer har altid søgt efter en ideologisk vejviser, ligesom socialister har haft det med Karl Marx. Og de fleste har fundet ham i den irsk-engelske politiker Edmund Burke, der levede fra 1730 til 1797. På Burkes tid eksisterede ordet konservatisme ikke, det dukker først op i 1830’erne, men meget af tankeindholdet hos ham har kunnet ’bruges’ af især britiske og amerikanske konservative ideologer som f.eks. Russell Kirk og Peter J. Stanlis.
