0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Drukkultur Tag dog et halvt glas vin – for hyggens skyld

Alkohol er en så integreret del af den danske kultur, at jeg måtte lyve for at få lov til at holde op med at drikke.

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
Joachim Adrian
Foto: Joachim Adrian

Det er fint, at feste, men hvad når et glas lidt for ofte bliver til lidt for mange? Så har man som kronikøren erkender et problem.

Kroniken
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Kroniken
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Jeg kan ikke tåle alkohol. Ikke som i, at jeg får en voldsom allergisk reaktion, når jeg drikker. Jeg kan bare ikke finde ud af at stoppe. Kun to ud af ti gange lykkes det mig at gå hjem fra en fest med hukommelsen nogenlunde i behold. Jeg er seksogfyrre år.

Da jeg var teenager og op til midten af tyverne, anså jeg det ikke for noget problem. Ikke et stort et, i hvert fald.

Sådan var vi jo mange, der festede. Og der var altid nogle, der var værre end mig. Det var aldrig mig, man snakkede om om mandagen. Jeg var bare blevet meget fuld og måske faldet i søvn i en blød lænestol – eller i et blomsterbed, når det var slemt. Men jeg pissede ikke i bukserne eller lagde an på andres kærester og sådan noget.

Efter universitetet begyndte mine drukvaner at adskille sig temmelig meget fra mine jævnaldrendes. Nu talte Alko-Anders og alle de andre gamle studiekammerater om deres nye arbejde og kærester og børn. Og deres fester blev til min store – og sikkert også tydelige – ærgrelse reduceret til to glas vin til middagen og ikke for sent hjem.

Men i stedet for at følge den strøm eller bare bremse hårdt op i min egen fest søgte jeg nye og yngre drukkammerater på reklamebureauet, hvor jeg selv havde været så heldig at få job. Her var fredagsbarer, ofte også på andre af ugens dage. Og fordi jeg var god til mit job, og fordi craziness er okay i reklamebranchen, var der heller ingen alarmklokker, der ringede højt nok her til at anspore mig til handling.

Jeg skulle op i slutningen af trediverne, før jeg for alvor fattede, at jeg ikke kunne tåle at drikke. At jeg ikke var herre over det. At prisen, jeg betalte for at iføre mig rusens behagelige filter, som regel var for høj. At jeg ikke kun nedbrød mit selvværd, men satte livet på spil, når jeg tågede rundt og ikke anede, hvor jeg var, eller hvad jeg lavede. Så jeg besluttede mig for at stoppe den russiske roulette. Set i bakspejlet var det ikke nogen svær beslutning. Ej heller at gennemføre den. Jeg var ikke afhængig af alkohol. Men fordi jeg på det tidspunkt var blevet selvstændig, var jeg heller ikke konstant omgivet af festglade kollegaer. Det meste af tiden tilbragte jeg med min hund og mine kunder. Og ingen af dem nødede mig til en drink, når vi sås.

Kun to ud af ti gange lykkes det mig at gå hjem fra en fest med hukommelsen nogenlunde i behold


Nu kan nogle nok gætte, hvordan historien fortsætter, men her kommer den alligevel. I en alder af niogtredive mødte jeg mit livs kærlighed. På det tidspunkt havde jeg ikke rørt alkohol i et år. Det stoppede med ham. Fordi jeg havde klaret det i et år, troede jeg, at jeg havde fået styr på det, så jeg sagde igen ja tak til vinen, når jeg var ude at møde alle hans venner. Fordi jeg havde lyst. Men også fordi jeg ikke havde lyst til at fremstå som én, der havde et problem.

Vi fandt imidlertid hurtigt ud af, at det havde jeg. I høj grad. Men »vi har da alle sammen dummet os«, »du blev jo bare træt, du var ganske harmløs« og »det sker jo ikke hver gang, du drikker« forhindrede mig gang på gang i at tage konsekvensen. »Næste gang drikker du bare lidt mindre«.

Ja, sagde jeg til det hele. Og troede på det. Indtil jeg ikke troede på det mere. Så igen besluttede jeg mig for at lægge alkoholen på hylden. Men det skulle vise sig at være noget sværere denne gang, for i modsætning til sidst var jeg stadig sammen med alle de festglade mennesker. Andengenerations-teenagerne, som jeg kalder dem for mig selv, dem, der nyder, at børnene har forladt reden, og at de ikke skal tage hensyn længere.

Nu er jeg alkoholfri på fjerde måned. Jeg har uden problemer klaret to fester med hyldeblomst i vinglasset – fordi, er jeg bange for, folk troede, det var hvidvin. Til mindre selskaber, hvor jeg ikke har kunnet lave det nummer, har jeg sagt, at jeg tager antabus. Ikke fordi jeg gør det, men fordi det effektivt lukker munden på dem, for hvem en undskyldning som »jeg kan ikke tåle alkohol« ikke er gyldig nok. I deres ører er det blot et asocialt sundhedstrip. Men jeg tåler ikke alkohol. Ligesom nogle ikke tåler peanuts. Forskellen på de to intolerancer er bare, at hvis nogen sagde til et middagsselskab, at de ikke tåler peanuts, ville ingen spørge, om de dog ikke bare kunne tage en halv for hyggens skyld.

Det lyder som optakten til et angreb på mine omgivelser.

Det er ikke tilfældet. De ved bare ikke bedre, ligesom jeg heller ikke selv gjorde i mange år. Som nær slægtning til en meget tørstig mand vidste jeg nok, hvad det vil sige at have et alkoholproblem. Og sådan havde jeg det ikke. Jeg kunne selv bestemme, hvornår jeg ville drikke. Jeg greb ikke ud efter flasken som det første, når jeg vågnede hver morgen. Jeg kunne passe mit job og så videre. Jeg blev bare meget fuld. Punktum.

Som så mange andre levede jeg i en naiv forestilling om, at hvis ikke man kunne sætte hak ved de klassiske symptomer, var man da okay. At jeg flere gange var vågnet op i fremmede senge, hvoraf to var hospitalssenge, og at jeg én gang havde sovet så tungt på min arm, at min hånd var lam i tre måneder, ja, det fortrængte jeg ved hjælp af alt det, jeg mestrede. Og ved ikke at sige det til nogen, der kunne finde på at minde mig om det.

Jeg skulle op i slutningen af trediverne, før jeg for alvor fattede, at jeg ikke kunne tåle at drikke

Jeg opfylder ikke de krævede mindst tre ud af seks kriterier for at kunne betegne mig selv som alkoholiker. Men jeg har et alkoholproblem, som kun ganske få af de mennesker, jeg har mødt på min våde vej, har taget alvorligt. Eller sat ord på, skal dertil retfærdighedsvis siges.

Én af dem var AA’er, en anden var min storebror. Jeg lyttede ikke til dem. Deres bekymring blev arkiveret lodret som henholdsvis fanatisme og overbeskyttelse. Fordi jeg ikke vidste bedre. Der skulle mange flere blackouts til, før jeg omsider forstod, hvor farlig en kurs jeg var på, så hvordan skulle jeg kunne bebrejde dem, der kun har oplevet en brøkdel af mine branderter – og tilmed været forskånet for alt det lort, de slæbte med sig – at de heller ikke forstår det?

Så nej, jeg bebrejder ikke mine omgivelser for, at jeg har drukket mig fuld. Men desværre kan jeg heller ikke takke dem for, at jeg ikke gør det mere. Og når jeg siger desværre, er det, fordi jeg ved, at de holder af mig og kun vil mig det godt. Havde nogen mejslet ind i os som teenagere, at man ikke behøver at være alkoholiker, før det er bedst at skrotte sprutten, havde tingene nok set anderledes ud. Så ville vi alle for længst have opgivet at lære mig disciplinen »at drikke med måde«.

Vi lever i en kultur, hvor vi ikke taler om de ’andre’ alkoholproblemer eller helt regner dem for noget. En kultur, hvor vi efterhånden har fået større forståelse for og accept af fuldskaben end ædrueligheden.

Min meget ældre kæreste blev som teenager opdraget af sin bedstefar til, at han godt måtte drikke – så længe man ikke kunne se det på ham! I dag vidner udsagn som »Gitte var så stiv, at hun væltede i indkørslen, da vi kom hjem« nærmest kun om, at festen har været virkelig sjov. Og hvis nogen drikker sig fuld til en begravelse, har de da om nogen haft en grund til at gøre det.

Men den slags fuldskab er hverken sjov eller nødvendig. For mange mennesker er den egentlig kun et udtryk for, at der er noget galt. Især hvis det sker gentagne gange. Som det gjorde for mig. Hvis jeg ikke havde valgt at stoppe nu, var jeg måske endt som alkoholiker. Som 140.000 danskere er det i dag. Indtil for nylig var jeg ’kun’ en af de 585.000, der har »et skadeligt forbrug«.

Men fordi alkoholisme er noget, man drikker sig til – en såkaldt progressiv lidelse – er det for mange af de 585.000 kun et spørgsmål om tid, før de tilhører den anden kategori. Den, man taler om. Den, der taler så tydeligt og sørgeligt for sig selv.

Når jeg skriver dette, er det ikke, fordi jeg nu hader alkohol og fordømmer folk, der drikker. Tværtimod misunder jeg dem. For jeg anerkender, at alkohol er nydelse og frihed for nogle, men for andre giver den sig desværre bare kun ud for at være det.

For dem er alkohol et fangehul, der bliver mindre og mindre og ender med at lukke sig om dem, hvis ikke de reagerer i tide. Og her taler jeg ikke kun til dem, som har indtaget positionen, men også til jer, som sidder ved siden af. For også for de pårørende bliver pladsen mere og mere trang. Kong Alkohol vil langsomt kræve mere og mere af den opmærksomhed, hans værter tidligere gav jer. Han vil opfordre til, at de fylder jer med så meget løgn, at I til sidst ikke gider mere. Og så har alle tabt - undtagen alkoholen.

Alkohol har også fået mig til at lyve. Både rigtig meget over for mig selv og også over for andre. Senest og forhåbentlig sidst i rækken står løgnen om, hvorfor jeg ikke bare kan drikke et enkelt glas. Nu dur antabus-løgnen af gode grunde ikke længere. Nu står den kun som et eksempel på, hvordan alkohol igen fik mig til at lyve. Ikke for at kunne drikke videre, men for at få lov til at holde op. Jeg håber, nogen kan bruge sandheden til noget. At den vil gøre det nemmere for dem, der lever med et ’andet’ alkoholproblem, enten selv eller hos en pårørende, at (an)erkende det. Og gøre noget ved det.

Ikke kun i den berømte måned eller den nok snart lige så berømte ’100 days alcohol challenge’, som florerer på de sociale medier lige nu. Men hele resten af livet.

Jeg selv er ikke i tvivl om, at jeg for altid vil være truet af alkohol. Eller i bedste fald til jeg bliver så gammel, at kroppen finder en anden måde at sige stop på, som den har gjort for nogle af de nu så selvdisciplinerede ældre mænd og kvinder, jeg kender. Hvor de før blev ved, beklager de sig i dag over svimmelhed og kvalme. Jeg kan huske, at jeg ofte i deres selskab har tænkt: »Gid, jeg også får det sådan, når jeg bliver gammel«.

Men jeg er stadig kun seksogfyrre år, og det er længe at gå og vente på noget, der måske aldrig sker. Lige nu forekommer det mig også at være et temmelig uambitiøst mål. At kunne nøjes med at få det fysisk dårligt, når jeg drak for meget. Lige nu giver alene tanken om at drikke mig faktisk lidt kvalme. Men det kan ændre sig, det ved jeg. Og det vil det sikkert også gøre. Når rusen over at være sluppet fri fordamper, og den feststemte fanden i mig igen begynder at lokke med de velkendte invitationer: »Hav det nu lidt sjovt,« vil han sige. »Måske er du her kun i dag. Lev dog i nuet!«.

Jeg ved ikke, om jeg vil have viljen til at modstå, når den dag kommer. Derfor har jeg allieret mig med én, som med sikkerhed vil kunne tale mig fra det: Antabus. Den ligger i skuffen og venter. På julen, vel, hvor hyggelige gløgginvitationer vil komme vrimlende. Men heldigvis vil de lande tids nok til, at jeg kan nå at tænke mig om, i stedet for, som med de mere spontane indfald, at overlade den del til sprutten. Hvis jeg tager pillen (og det vil jeg vælge at gøre, hvis jeg mærker den mindste eftergivenhed), er jeg tvunget til at vente de to-tre dage, det tager for den at komme ud af kroppen igen, og så længe kan jeg næppe bilde mig selv ind, at det er en fremragende idé at drikke mig fra sans og samling.

Det er med blandede følelser, at jeg deler min historie. Selvom jeg frivilligt har drukket mig i hegnet hundredvis af gange og ladet hele verden korse sig over mig, er der stadig en stemme indeni, der hvisker til mig, at jeg kan og bør holde det for mig selv. Problemet såvel som løsningen. Måske er det den slumrende alkoholiker, der øjner en kattelem her.

Men det kan også bare være almindelig blufærdighed. Den har jeg lige så meget af ædru, som jeg mangler den fuld. Uanset hvad, så vælger jeg at ignorere den, for som én for nylig sagde til mig: »Det er den eneste måde, du kan få spøgelserne til at forsvinde på«.

Tiden må vise, om det er sandt. Men forhåbentlig kan min kronik få spøgelser af den slags, som kunne finde på at nøde mig og mine lidelsesfæller til at tage et halvt glas vin for hyggens skyld, til at tænke sig om en ekstra gang, inden de gør det. Og i bedste fald vælge at lade være. Det ville være en sejr. Så ville vi nemlig have meget bedre forudsætninger for at få fordrevet de spøgelser, som kunne få os til at sige ja.


  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Læs mere:

Annonce

Læs mere

Annonce

For abonnenter