Alt i ældreplejen synes overordnet godt og ambitiøst. Kronen på velfærdssamfundet: Når man sidder gammel og dement på et plejehjem, kan man få en pleje og omsorg, der er målrettet éns behov og adfærd. Alle vil yde deres bedste, og målet er livskvalitet i klasse A på trods af aldring og sygdom.
På mange danske plejehjem er arbejdspresset grundet nedskæringer og beboernes dårligere tilstand så stort, at de konkrete basale opgaver bliver svære og til tider umulige at nå. Der bliver ikke det overskud, der skal til for at sætte sig op på et metaplan for at se ned på nogle opgaver og sætte dem bedre i system.




























