Cirka halvvejs inde den valgkamp, der lige er overstået, skete der noget fantastisk. Ligesom mange andre var jeg ellers begyndt at spørge mig selv, om den sundhedsdebat, jeg havde set frem imod, var blevet afløst af Paludans cirkus og ørkesløse spekulationer om bogstavkombinationer.

Men pludselig – ud af det blå –lovede 10 ud af 13 opstillede partier i umisforståelige vendinger, at de ville arbejde for at få vedtaget en 10-årig plan, der kan sikre bedre hjælp til mennesker med psykisk sygdom. Og flere understregede endda, at planen skal finansieres med rigtige finanslovspenge og ikke de flygtige og uforpligtende puljer, der har domineret psykiatrien de senere år. Det kan stadig, her flere uger efter, kalde et lykkeligt smil frem på mine læber.