I Folketingets vandrehal står en buste. Vel, der står såmænd mange, men jeg kunne unde mine kollegaer at dvæle ved især én: Viggo Hørup.
Han var en af sin samtids stormtropper. Grundlægger af Politiken. Ven af Brandes-brødrene. Blandt det moderne gennembruds mænd. En samfundsrevser af Guds nåde. Og selv om jeg i mangt og meget føler mig frastødt af Hørups had til sin samtids moral, værdier og kultur, så kan jeg ikke komme uden om, at jeg og mine på i hvert fald et punkt må indrømme at dele skæbne med den gamle usurpator.




























