Da en ung fyr fra Odense en septemberdag i 1819 kom til København, blev han overrasket over det noget voldsomme storbyliv. Han skrev senere: »Aftenen før min ankomst var Jødefejden begyndt, hele byen var i bevægelse, det var næsten umuligt at arbejde sig gennem Østergade; de forventninger, jeg havde gjort mig om menneskemassen slog således til. Urolighederne forstemte mig ellers en del, jeg var så ene, og det i en ganske fremmed by«.
Den unge fyr var H.C. Andersen (1805-75), og han var havnet midt i den konflikt, som eftertiden har benævnt Jødefejden. Det hele begyndte 3. september 1819 med et opslag på Børsen i København, hvor folk blev opfordret til at gå imod jøderne.


























