Kronik afJulie Keldborg Malmos
Kandidatstuderende ved Tværkulturelle Studier, KU, tidligere elev på Politikens Kritikerskole
Tidsånden gør os fremmede for det grundlæggende præmis, at døden er en del af livet. Vi er ude af stand til at håndtere dens meningsløshed. Det skylder vi hinanden at lave om på, kan jeg berette med sorgen helt tæt på.
Sidste år mistede min kæreste og jeg vores første barn. Da hun blev født, var hun allerede i en anden verden.
Det var ikke sådan, vi havde forestillet os, det skulle være at blive forældre, så det er en fortsat smertelig erkendelse, at det var sådan, det blev. Det var et af livets grundvilkår, der slog ned, da vi mindst ventede det, og lod hånt om vores fortælling om fremtiden, der var vokset frem i takt med maven.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nu1
2
3
4
5
6
© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her
