Coronakrisen har på mange måder været et forstørrelsesglas over vores velfærdssamfund. Det har tydeliggjort værdien af de velfungerende ting, som vi mangler, når de ikke er der – eksempelvis stærke daginstitutioner og skoler. Og de har sat en tyk streg under de steder, hvor vi ikke er i mål med visionen om gode og trygge liv for alle borgere. Særligt hjerteskærende er at følge, hvor svært nogle børn har det i Danmark.
Det er de børn, der i den normale præ-corona-hverdag lige præcis klarede sig igennem, fordi skole og fritidstilbud gav dem et pusterum væk fra familien. Det er de børn, hvis forældre tilsvarende har været dybt afhængige af en pause fra forældreansvaret i løbet af dagtimerne. En pause, som coronakrisen tog fra dem.


























