0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Selv om fortalere for klimapassivitet ofte anvender denne indvending, så kan vi roligt afvise den som absurd

Kampen for et bedre klima går ikke kun gennem højere CO2-afgifter, elbiler og flere vindmøller. Den går først og fremmest gennem os selv. Derfor skal vi blive bedre til bruge vores moralske kompas.

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning

Tegning: Anders Morgenthaler

Kroniken
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Kroniken
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Vi er ved at vænne os til det. Stille og roligt bliver det varmere og varmere. Af de 20 varmeste år, vi har målt, finder vi 19 af dem efter 2000. De seneste fem år har været de varmeste, og selv om varmerekorderne står i kø, så taler sandsynligheden for, at rekorderne fortsætter resten af vores levetid.

Samtidig bliver klimaforandringerne mere synlige. De seneste somre har budt på hundredvis af store arktiske skovbrande. Sidste år blev den islandske gletsjer Okjökull som den første erklæret død som følge af global opvarmning. Den er simpelthen smeltet væk.

Men klimakatastroferne er ikke uundgåelige. De er heller ikke uforudsigelige, og det ligger stadig i vores magt – de velstående landes – at mindske klimaskaderne. Koralrev og gletsjere vil forsvinde, men vi kan stadig undgå de største og mest alvorlige klimaforandringer.

Den gode nyhed er, at verdens stats- og regeringsledere har givet hinanden håndslag på at undgå temperaturstigninger på mere end 2 celsiusgrader, og allerhelst under 1,5 celciusgrader, sammenlignet med præindustrielt niveau. Den dårlige nyhed er, at målsætningen ikke bliver fulgt op af den nødvendige handling. Lige nu befinder vi os på 1,3 grader celcius, og vi har kurs mod 3-4 ved udgangen af dette århundrede.

Vi gør heller ikke nok herhjemme. Tal fra Klima- og Energiministeriet viser, at hvis Danmark skal give sit ligelige bidrag til målsætningen om at bremse den globale opvarmning ved 1,5 °C, så kan vi fortsætte med de aktuelle CO2-udledninger frem til 2024. Herefter er det danske CO2-budget for resten af århundredet lige så opbrugt som Greta Thunbergs tålmodighed.

Vi gør dog noget. Regeringens seneste finanslovsforslag afsatte 2,1 mia. kr. til nye grønne prioriteringer. Regeringen har også vist, at den kan, når den vil.

I forlængelse af coronakrisen har regeringen fremlagt hjælpepakker for omkring 400 mia. kroner. Men selv om regeringen har flere gange understreget, at det er »helt utrolig vigtigt«, at verdens lande bruger genopretningspakkerne til at understøtte den grønne omstilling, så har regeringen alligevel afvist at stille grønne krav i de danske hjælpepakker.

Én af hjælpepakkerne handler om indenrigsflyvninger. Her har et folketingsflertal afsat 225 mio. kr. til at opkøbe tomme flysæder og tilskud til lufthavne. Det er flere penge, end hvad Folketinget samlet set har brugt på grønne transporttiltag i år.

Selv om prioriteringen af de statslige midler taler sit klare sprog, er der også en ofte overset prioritering i det, man vælger ikke at gøre.

I dag er situationen den, at staten årligt indkræver ca. 75 milliarder kroner i grønne afgifter, hvilket betyder, at hvert tiltag, som mindsker forureningen, også mindsker statens finansieringsgrundlag. Det afhængighedsforhold udgør paradoksalt nok en af de største barrierer i den grønne omstilling.

Verdensbanken vurderer, at klimaforandringerne allerede i dag fastholder mennesker i fattigdom, og at yderligere 120 mio. mennesker kan ende i fattigdom på grund af klimaforandringer i 2030. Enorme landområder bliver ubeboelige, og FN anslår op mod 200 millioner klimaflygtninge i 2050. Den britiske regering anslår, at de årlige globale omkostninger pga. klimaforandringerne vil ligge mellem 5-20 pct. af bnp, hvis vi ikke ændrer kurs.

Det er nogle af de centrale pejlemærker, vi må lægge til grund, når vi træffer beslutninger. Hverken individer eller regeringer kan hævde at være uvidende om disse forhold.

Men hvad er de moralske implikationer ved situationen? I det følgende argumenterer vi for, at vi må ændre vores livsstil, i det omfang at den påvirker andre negativt – både nulevende og de næste mange generationer. Vi vil forsøge at argumentere for denne position, så alle, der accepterer antagelserne undervejs, også kan acceptere konklusionen.

Vi begynder med en antagelse om, at tab af artsrigdom og lidelser, der skyldes hungersnød, oversvømmelser og fordrivelser grundet klimaforandringer, er dårligt.

I det omfang at vores sprog skal fungere som redskab til at forstå virkeligheden, bliver vi nødt til at acceptere den antagelse. Enten fordi liv har en iboende værdi, eller fordi lidelser af denne størrelsesorden altid er forfærdelige.

Nogle vil hævde, at det ikke nødvendigvis er en dårlig ting at dø af sult eller være fordrevet. Vi vil egentligt ikke forsøge at argumentere imod dette synspunkt, men blot konstatere, at man kan forsøge at holde hånden på en kogeplade, hvis man er i tvivl om rigtigheden af antagelsen.

Flytter man hånden, fordi det er blevet for varmt, så flytter man jo netop hånden, fordi lidelsen er blevet uudholdelig. Og det er dårligt. Her behøver man ingen uddannelse i etik for at forstå den pointe. Vi bygger derfor videre på antagelsen om, at lidelse er dårligt. Hvis man ikke accepterer den antagelse, behøver man ikke læse videre.

Vores næste antagelse er denne: Alle mennesker er født lige i ret og lige i værd. Det betyder, at ingen i udgangspunktet har et større eller mindre ansvar for deres handlinger. Alle er ansvarlige for det, de gør, og det, de ikke gør. Antagelsen har den afledte konsekvens, at individers frihed bør begrænses, hvis friheden anvendes på en måde, så den begrænser andres frihed.

Alle bør have størst muligt rum til at gøre brug af deres frihed, betinget af at andres ret til samme frihed ikke indskrænkes.

Det kan umiddelbart lyde som en ukontroversiel antagelse, men hvis vi rent faktisk handlede på det princip, ville vores samfund se markant anderledes ud.

Forrige år gav den svenske regering eksempelvis svenske byer mulighed for at indføre dieselforbud. Børns rettigheder til at trække vejret uden luftforurening vejer tungere end andres ret til at køre i forurenende biler, lød argumentet. Det er ikke svært at fortsætte listen over dagligdagshandlinger, der påfører andre en skade.

Den højeste form for frihed må bestå i at følge sin egen dømmekraft, sine egne moralske regler

Den kendsgerning vil vi dog ikke bruge som et argument for at stoppe alt, der kunne tænkes at have en negativ effekt på andres liv, men blot konstatere, at vi bør begrænse adfærd, der i høj grad påvirker andres liv negativt.

Det bringer os til den tredje antagelse. Hvis vi kan forhindre noget dårligt i at ske – uden at vi skal ofre noget af sammenlignelig moralsk værdi – så bør vi gøre det. Vi behøver ikke at gøre noget godt, men vi er forpligtet til ikke at gøre noget dårligt.

For at sætte princippet ind i en praktisk kontekst kan vi forestille os et druknende barn i en sø. Hvis man accepterer den foreslåede antagelse, bør man redde barnet. Selv om ens sko måske bliver ødelagt, så er det ubetydeligt i forhold til barnets druknedød.

På samme måde bør vi i udgangspunktet også undlade at tage på weekendtur til New York fra København, hvis flyveturen medfører 3-4 kvadratmeter smeltet arktisk is, som det er tilfældet i dag. Hvis vi ikke kan sandsynliggøre, at den moralske værdi ved at tage på ferie i New York er større end de negative klimaforandringer, som flyveturen påfører nulevende og ufødte mennesker, så bør vi afholde os fra at tage turen.

En indvendig kan her være, at det er svært at vurdere, hvad der er sammenligning moralsk værdi. Hvis en flyvetur til New York giver stor glæde, så lyder 3-4 kvadratmeter smeltet arktisk is måske ikke af så meget. For dem, som ønsker at begrænse deres moralske ansvar mest muligt, vil denne afvejning nok også falde ud til flyveturens fordel. Man kan jo ikke bare stoppe med at leve livet, kan en indvending lyde. Men her må vi appellere til en mere nøgtern og ærlig afvejning.

Uagtet at det er berigende at rejse, så må vi acceptere, at der findes grænser for, hvor stor en skade der er rimelig at påføre andre.

Hvis vi eksempelvis forestiller os, at fly udledte en farlig giftgas, der gav mindst én person i nærheden af lufthavnen en livstruende sygdom, hver gang flyet lettede, så vil en nøgtern afvejning betyde, at en shoppingtur til New York næppe kan opveje den moralske skade, der indtræffer, når den uheldige person rammes af den livstruende sygdom.

Her er det i øvrigt værd at bemærke, at sidste gang andelen af CO2 i atmosfæren var lige så høj som i dag, var vandstanden omkring 15-20 meter højere.

Bundlinjen er, at vi allerede gambler med risikoen for drastiske klimaforandringer, og hvis man forventer, at der også lever mennesker i de kommende århundreder, så må man rimeligvis også forsøge at medregne effekten på deres liv.

Vi må derfor afkræve særdeles gode argumenter fra os selv, hvis flyveturen til New York skal opveje de forventelige skader, det vil påføre andre. Denne pointe er særlig relevant, hvis man accepterer antagelsen om ligeværd, og den afledte konsekvens om, at ingen har en medfødt ret til at forurene betydeligt mere end andre.

En intuitiv indvending kan her være: Hvis alle andre flyver og forurener, så betyder det ikke noget, hvad jeg gør. Selv om indvendingen kan virke følelsesmæssig overbevisende, så er den intellektuelt vildledende.

Det er selvfølgelig rigtigt, at et enkelt menneskets handlinger typisk hverken gør fra eller til i det store billede, men det er også et falsk valg. Hvis man brugte den målestok i andre situationer, ville alt blive ligegyldigt. Det gør heller ikke noget i det store billede, om vi holder døren for folk, der sidder i kørestol, eller overholder loven, men det er stadig fornuftigt at gøre.

Hvis vi bevæger os tilbage til eksemplet med barnet, der er ved at drukne, så giver indvendingen anledning til beslægtede spørgsmål: Bør jeg stadig redde barnet, hvis der står ti andre rundt om søen? Bliver mit ansvar mindre, hvis der står andre, der også kunne gribe ind?

Børns ret til at trække vejret uden luftforurening vejer tungere end andres ret til at køre i forurenende biler

Hvis jeg undlader at hoppe i vandet og redde barnet, vil fraværet af handling så være mindre moralsk forkasteligt, hvis andre også undlader at redde barnet?

I det omfang at moral handler om personligt ansvar, så er spørgsmål om rigtigt og forkert selvsagt ikke afhængig af, hvad andre gør. Man kan naturligvis kun være ansvarlig for det, man gør, og det, man ikke gør.

Selv om fortalere for passivitet ofte anvender denne indvending, så kan vi roligt afvise indvendingen som absurd og proportionsløs i de tilfælde, hvor klimaeffekten af vores handlinger er så signifikant, at vi ikke ville ønske, at andre gjorde det samme. Og her kan man spørge sig selv om ens forbrug af oksekød, krydstogtskibe, brændstof, tøj og flyveture falder ned i den kategori.

Men hvad er så konsekvensen ved eksempelvis at udelade flyveturen til New York?

Undlader vi at købe flybilletten, vil flyselskabet antageligvis tjene lidt mindre end ellers. Flyet flyver dog alligevel, så den isolerede effekt på den fysiske verden er ikke næppe stor. Der er dog en meget vigtigere effekt, og det er effekten i den moralske verden og på os selv.

På samme måde som et normalt menneske ejer evnen til at skamme sig, hvis personen gør noget skamfuldt, så vil man omvendt også mærke en voksende selvrespekt, i takt med at man handler i overensstemmelse med sin egen samvittighed og dømmekraft.

At være et frit menneske er ikke kun et spørgsmål om fraværet af tvang eller at have ressourcerne til at gøre, hvad man vil. Den højeste form for frihed må bestå i at følge sin egen dømmekraft, sine egne moralske regler. Og det gælder alle handlinger – fra hvordan vi behandler folk i supermarkedet, til hvordan vi handler, når ingen andre ser os.

Så hvis man accepterer antagelserne om, at 1) det er bedre at undgå lidelser end at opleve dem, 2) alle mennesker er ligeværdige, og vi er ansvarlige for, hvad vi gør, og hvad vi ikke gør, og 3) vi bør forhindre lidelser, hvis det ikke koster os noget af sammenligning moralsk værdi, så følger konklusionen, at vi må forsøge at efterleve vores egen dømmekraft og begynde at behandle klimakrisen med den nødvendige alvorlighed.

Og hvor alvorligt er det så? Ja, svaret må man gøre op med sig selv, men man bør overveje, hvor alarmerende klimaprognoserne skal være, før vi bør være alarmeret.

Hvis man ikke mener, at vi har kurs mod en klimakrise nu, hvilke betingelser skal så opfyldes, før vi kan tale om en krise?

Som myndige mennesker er vi selvsagt forpligtet på at tage vores egne konklusioner alvorligt og handle på dem. Man kan som minimum prøve. Og den, der lader nogle af forbrugersamfundets mange goder forbigå – i hvert fald så længe forbruget har negative konsekvenser for andre – kan jo trøste sig med den tilfredshed og selvrespekt, der udspringer af at leve et liv med en højere grad af overensstemmelse med tanker og handlinger.

Selv om lange flyrejser og bolognese kan være rare, så kan de også efterlade en dårlig smag i munden. Det er smagen af skam, når afstanden mellem ens principper og handlinger vokser sig for stor. Men hvad man midlertidigt taber i fysisk bevægelsesfrihed, kan man vinde i moralsk bevægelsesfrihed.

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Læs mere:

Annonce

Læs mere

Annonce

For abonnenter

Podcasts