Putin har faktuelt ret i mange af de brudstykker af kendsgerninger, som han bruger i sin propagandakrig imod Vesten, senest i talen 30. september, hvor den ulovlige annektering af fire ukrainske provinser blev fejret i Moskva.
Det er korrekt, at USA er det eneste land, som har brugt atomvåben i krig – og dræbte 130.000-230.000 civile med atombombningen af to japanske byer. Det er rigtigt, at verdens institutioner er bygget og indrettet af de vestlige sejrherrer fra Anden Verdenskrig. Blandt andet Verdensbanken og WTO har været til stor fordel for de vestlige lande, som har kunnet fortsætte de økonomiske fordele, som blev grundlagt i kolonitiden, hvor vestlige lande udplyndrede kolonierne med slaveri og ulige handelsmønstre.




























