Politikens læsere, som kaster sig over denne Kronik, ved sikkert allerede ved en hel del om indholdet af den seneste rapport fra Reformkommissionen, som jeg er medlem af.
Fokus i rapporten, som udkom onsdag, er på børn og unges vej gennem uddannelsessystemet. Mon ikke de fleste allerede ved, at Reformkommissionen anbefaler, at en helt ny ungdomsuddannelse (højere praktisk eksamen, hpx) oprettes, ligesom de er opmærksomme på, at 10. klasse anbefales om- eller nedlagt. Den bliver en del af den nye hpx, og på efterskolerne bliver den omlagt til et ungdomsår (reelt højskole for de helt unge), uden skolepensum og eksamen.