Den danske grundlov fra 1849 er en hjørnesten i det danske demokrati. Efter hvert folketingsvalg skriver nyvalgte folketingsmedlemmer højtideligt under på, at de vil overholde grundloven i deres arbejde som folkevalgte. Grundloven skal sikre borgernes rettigheder i forhold til lovgivningen, begrænse de folkevalgtes magt og sikre magtens tredeling. Den er fundamentet for vigtige frihedsrettigheder som forsamlingsfrihed og ytringsfrihed. Det skal vi være taknemmelige for.
Men grundloven er skabt i en helt anden og mere patriarkalsk tid og er derfor også et forældet dokument, som ikke afspejler vores moderne samfunds grundlæggende menneskerettigheder og værdier om ligestilling. Grundloven er skrevet af og til privilegerede hvide mænd i en samtid, hvor den universelle forståelse af mennesker var andre hvide privilegerede mænd, og hvor andre køn, børn og naturens rettigheder ikke var genstand for ligestillet opmærksomhed.




























