Nogle gange skal man holde tungen lige i munden for at udlede en klar pointe, når Vladimir Putin jonglerer rundt med historiske referencer og abstrakte sprogbilleder. Det var dog ikke tilfældet, da den russiske diktator i slutningen af juli sidste år holdt tale for 49 delegationer fra afrikanske lande til det stort anlagte russisk-afrikanske topmøde i Skt. Petersborg:
»Vi foreslår at skabe et fælles informationsrum mellem Rusland og Afrika, hvor et russisk og afrikansk publikum vil have adgang til objektiv og upartisk information om begivenheder i verden«.