For nu mere end 20 år siden havde jeg som ung anklager mit første retsmøde kun en uges tid efter, jeg var startet ved Odense Politi. Det var et grundlovsforhør. Det lykkedes mig at få varetægtsfængslet en person for et kioskrøveri. Et par dage senere viste det sig, at den sigtede havde et skudsikkert alibi. Politiet havde simpelthen fået fat i den forkerte.
I mit første retsmøde nogensinde havde jeg fået en uskyldig mand fængslet. Det fik en ældre og erfaren anklager til at konstatere, at det var en fremragende start på min anklagerkarriere – med en bombastisk tilføjelse om, at en god anklager skal være i stand til at få varetægtsfængslet en hvilken som helst uskyldig borger i minimum 14 dage!