Forestil dig følgende: Du er bundet til en hospitalsseng på en trykaflastende madras, som ideelt set skal forebygge, men nok nærmere forhale, progressionen af dine smertefulde tryksår. Sengehesten er slået op, så din afmagrede og forpinte krop, som engang bar dig – med alt, hvad du indebar og stadig indebærer – trofast rundt i verden, ikke glider ud over kanten af det, der nu er centrum for dit skrøbelige liv, men trods alt stadig dit – og et – liv.
Når du i din døs glider ned i sengen og ender i ukomfortable stillinger, fordi der ikke længere er modstandskraft i din krop, afhænger din videre skæbne af andres hjælp. Det samme er tilfældet, når du er tørstig, men kruset med lunken, daggammel – og meget vel også, grundet dit tiltagende synkebesvær, fortyknet – væske er uden for din rækkevidde. Eller når du har behov for hjælp til personlig pleje, som i øvrigt foregår i de samme omgivelser, som du bliver madet med din skånekost, men må vente på ledige hænder.
