Lyt til artiklen
Whitney Houston er død. En syngende engel er gået hinsides. Og samtidig med dette vores sidste tro på det naive håb. "Bedre" på 80'er måden forståes. Dengang vi var lykkelige. Vi håbede på det bedste, og excellerede også derfor i det bedste og det værste. vi brugte pastelfarver og acryl. Vi kunne leve med en kartoffelkur. Vi kunne acceptere murens fald, stadig kom Whitney ind i vore hjerter, denne gang på film med Kevin Costner.
Men så gik Whitney i forfald. Og det samme gjorde vesten. USA og Europa. Vi forfaldt. Gik ned økonomisk, gik ind i dumme krige. Whitney blev afspejlingen på drømmen der brast. At succes, rigdom og total dominans ikke varer evigt.
