Forleden sendte DR det første af to programmer under overskriften "Bryllup i farver". En programserie om ære, traditioner og overdådige bryllupper blandt indvandrernes børn, blev det annonceret. Jeg kom tilfældigt til at se programmet midt i opvasken, blev fanget af det og blev altså hængende. Gennem den halve time, programmet varede, blev ét spørgsmål mere og mere påtrængende. Tydeligvis også for programmets tilrettelæggere, der dog valgte retræten inden det blev rigtig spændende. Det vender jeg tilbage til.
Hovedpersonerne var den 19-årige Tuba og den 23-årige Mehmet, begge født og opvokset i Danmark af tyrkiske forældre, der var kommet til landet dengang i 60'erne, hvor betegnelsen var gæste- eller fremmedarbejdere. Det var et nydeligt ungt par, begge med gode danskkundskaber og begge tydeligt mindet for såvel uddannelse som arbejde. De havde selv fundet hinanden, kysset i det skjulte i starten og bedyrede de - endnu aldrig sovet sammen. Begge brugte megen tid på at pointere, at pigen så absolut skulle være jomfru indtil bryllupsnatten og direkte adspurgt svarede han, at hvis man forventer dét af sin kommende kone, må man jo også selv leve op til det. Så jomfru, det var også han. De to var begge den yngste af forældrenes børn og begge var de således de sidste hjemmeboende, da de ældre søskende allerede var blevet gift og havde stiftet familie og hjem.
