17. April 2012 var det 9 år siden jeg fik min diagnose som Aspergers Syndrom. En diagnose der i dag er slået sammen med et sammensurium af andre diagnoser under paraplyen ASF (Autisme Spektrum Forstyrrelser) De 9 år er gået med at forsøge at passe ind i samfundets arbejdsstyrke. Som de fleste nok allerede har gættet, har det været uden det store held, da jeg siden 2004 har været på kontanthjælp. I den proces har jeg undervejs måtte se bort fra en masse goder som andre mennesker måske har. Såsom venner, partner, familiebesøg i Jylland, at nyde når det var sommer og godt vejr og meget andet. For min eneste tanke lå i at komme i gang med at lave noget. Her 9 år senere sidder jeg så i min stol og kan konstatere at jeg ikke har opnået det mål, og at det har kostet mig dyrt at forsøge at gøre som kommunerne og jobcentrene har ønsket sig. Jeg ved intet om hvad det vil sige at være en god ven. Har jeg en veninde i mere end 3 måneder begynder jeg at udvikle åndssvage og værdiløse følelser og så er det venskab næsten ødelagt.

Størstedelen af mine fætre og kusiner så mig senest ved vores bedstemors begravelse. Og jeg har ikke lyst til at se dem da jeg skammer mig over min håbløse situation, mens de nærmest bare bliver mindre og mindre i horisonten. Jeg siger ikke at jeg har haft det hårdt. For der findes beretninger der får min til at ligne en flaskebon. Men jeg vil til enhver tid mene at jeg har været igennem mere end jeg burde. Selvom jeg erkender mig mit ansvar i den her tragikomedie, så havde jeg godt set at jeg havde fået den hjælp jeg behøvede. I stedet har jeg fået intet, med det resultat at de mennesker der omgås mig i dagligdagen ikke ved hvor de har mig, og at det skaber stor forvirring og endnu større bekymring. I mine egne øjne ser jeg ikke et menneske, jeg ser et nummer. Det nummer er mit cpr nummer. Jeg føler ikke at jeg har den store betydning for ret mange udenfor min familie og at jeg faktisk er larmende anonym i det moderne danske samfund. Triste sager, men det er sådan det føles