Når socialdemokraterne forsøger at skabe nye visoner, minder det i min øjne alt for meget om at man skal opfinde den dybe tallerken igen. Men venstre fremlagde allerede et program, der var vildt ambitiøs, som som selv ikke enhedslisten ville kunne indvende noget i mod. Socialdemokraterne kunne derfor vise sig som ægte visionære ved at kigge på Løkkes 2020 plan og sige : den kan vi gennemføre, og i processen forbedre den ved at angive metoder og ikke bare mål som venstre gjorde. Derfor vil jeg gerne præsenter det første punkt i denne plan her, og tilføje nogle kommentarer.
Danmark skal i 2020 være blandt de 10 rigeste lande i verden målt ved BNP pr. indbygger. Jeg har allerede sagt det mange gange, men det er også afgørende, at alle erkender, at forudsætningen for at vi fortsat kan finansiere verdens stærkeste velfærd er en betydelig velstand! Når vi skal fastholde vores position blandt de ti rigeste lande, er vi ganske enkelt nødt til at få den økonomiske vækst i vejret. Så enkelt er det. Det er ligesom et væddeløb. Det kan godt være, at vi har et forspring. Men går farten af, så vi løber lidt langsommere end de andre, så ender vi med at blive overhalet. Derfor skal vi sætte os et klart mål for, hvad den økonomiske vækst skal være i det kommende tiår, med en klar definition af stigningen år for år, som man kan måle succes raten på. Det er meget godt at have som mål at skulle være blandt de 10 rigeste lande. Men hvis man spørger sig selv om hvad det er der har drevet velfærden i den vestlige verden de seneste 100 år, så er svaret teknologi. Vores evne til at reducere omkostningerne for de forskellige produkter, har betydet større og større velfærd. At fokusere på skatter som en afgørende faktor er helt misvisende, da det alene er et spørgsmål om hvem der er bedst til at investere i udvikling af ny teknologi, der reducerer omkostningerne ved produktion. Vil vi derfor være blandt de rigeste, må vi også være blandt de der investerer mest i udvikling af ny teknologi. Samtidig skal vi være blandt de lande der hurtigst og i størst mulig omfang implementerer ny teknologi. Automatisering og rationalisering af arbejdsprocesser og produktion, skaber flere hænder på den rigtige måde, nemlig ved at færre hænder producerer mere end flere gjorde før. Eksempler som Øresundsgymnasiet bør have politikernes fulde opmærksomhed, fordi en fuldstændig digitalisering af det danske undervisningssystem ville betyde rigtig mange penge sparet for det offentlig og for de studerende. Det ville også repræsentere en indsats mod CO2 koncentrationen ved at reducere papirforbrug. Endelig ville det betyde at undervisningen ville undergå drastsike forandringer, da alt bliver nemmere, og flere undervisnings tiltag, ville blive mulig. Hvis man satte sig ned og lavede en liste over disse mulighder, ville den blive meget lang. Underligt at sådant et tiltag, der i allerhøjeste grad er et spring mod at overhale verden på dette felt, går stort set forbi vores undervisningsminister, og også alle uddannelses ordførene i de øvrige partier. Christine Antorini burde have fået en klar AHA-oplevelse og set mulighederne for at slå sit navn fastc som reformist. Men dette er kun en lille flig af hvad vi kan gøre. I bund og grund er spørgsmålet om hvor langt vi vil foran alle andre, kun et spørgsmål om hvor meget forandring vi kan håndtere i den danske befolkning.
