Det kan ikke være rigtigt, at jeg er den eneste, der savner, at i det mindste visse promiller af mine licenskroner går til at stable politiske satireprogrammer på benene.
Bevares, der laves satire, men ikke politisk! Der er elskværdige livsstilssatirer, voksenjulekalendere etc., og fred være med det. Vil man have politisk satire må man ty til omrejsende teaterforestillinger (Flemming Jensen m.fl.), som turnerer land og rige rundt og sætter tingene på spidsen og får os til at tænke os om.




























