Når Vestagers kyniske bemærkning ”Sådan er det jo” har skabt sådan forargelse, er det nok fordi, det er svært ikke at opfatte den underforståede mening som ”Det er jeg ligeglad med, det er deres eget problem”. Og man kan desværre få mistanke om, at denne holdning gælder størstedelen af folketinget lige nu.
Firkantet sagt (det er jeg klar over) en holding synes at sige, at så længe der ”er råd til det”, så tager vi os da af de fattige, de arbejdsløse, de syge osv., som de gode hattedamer, vi nu er. Men når krisen begynder at true vores egen levestandard og kræve ofre af over-Danmark, så har vi ret til at sige, at der ikke længere er råd. Så kommer den underliggende antagelse til syne, nemlig at de ”rigtige” samfundsborgere, dem der skal værnes om, er dem med arbejde og formue og deres på det tørre. Grupper uden disse ressourcer er dybest set lige nu dødvægte i samfundet. De er ikke ligeværdige borgere, og kan med god samvittighed, udtrykt i floskler som ”Ret og Pligt” og ”Alle grupper må bidrage”, reduceres til ”ballast”, som man kaster overbord for at få over-Danmarks varmluftsballon til at stige igen, f.eks. via skattelettelser. Så kan de ulykkelige sejle deres egen sø, må de stærkeste overleve!
