Løn- og arbejdsforhold for et givent job er et spørgsmål om udbud og efterspørgsel. Hvor mange er villige til at tage jobbet og hvor mange jobs er til rådighed. Når det handler om ufaglært arbejde, så kan alle arbejdsdygtige i princippet bestride det, og da mængden af ufaglært arbejde generelt er faldende, så kan det kun gå en vej: Mod lavere løn og mod dårligere arbejdsforhold. Der er ingen lovbestemt mindsteløn, ligesom virksomhedernes naturlige drift er profitmaksimering. Så her er ingen nedre grænse. Til gengæld er der to forhold, der sikrer, at det er muligt at bevare nogenlunde værdige lavtlønsjob. Det er fagforeningerne, som gennem de solidariske overenskomster foreløbig fortsat kan presse virksomhederne til at betale en løn, der bare nærmer sig den værdi, et givent stykke arbejde skaber. Og så er der kontanthjælpsmodtagernes kræsenhed, som Robert er eksempel på. Når Robert insisterer på et værdigt stykke arbejde, virker han til at sikre, at det arbejde, der tilbydes, netop ikke er så elendigt, at det kun akkurat sikrer overlevelse. Det bør vi alle sætte pris på. Så kære kontanthjælpsmodtagere: Hold fast i jeres værdighed. Så kan I hjælpe os til at bevare et værdigt samfund.