Når vi bestrider visse poster, er der grænser for hvad vi kan sige og gøre. Det kender vi alle, og hvis vi går over grænsen, skammer vi os for det meste. Det burde Jesper Petersen gøre lige nu, for han er gået over stregen med sit angreb på Anette Vilhelmsen og hendes evne til at fortsætte regeringssamarbejdet. SF ynder at have et udstrakt medlemsdemokrati, hvorfor Villy Søvndal ikke blot valgte en tronarving, der så skulle godkendes på et landsmøde. Nej alle kunne stille op til posten, og alle medlemmer kan stemme til urafstemningen. Der er indgået aftaler om at føre en "pæn" valgkamp, og formandskandidaterne har rejst land og rige rundt for at debattere. Det lyder alt sammen fantastisk, men med Petersens seneste udmeldinger risikerer man ikke blot at valget bliver beskidt, man risikerer at det bliver udemokratisk. Problemet er, at Jesper Petersen ikke bare er et menigt SF-medlem, der frygter for at SF skal forlade regeringen, han er politisk ordfører! Den politiske ordførers opgave er at tegne partiets politiske linje udadtil, internt i partiet kan ordføreren deltage i debatterne, men i forhold til den omgivende verden er ordføreren en formidler af partiets overordnede holdning. Lige efter partiernes formænd er de politiske ordførere blandt dem vi oftest møder på TV og i aviserne, det betyder at de hurtigt opnår en autoritet som deres partiers stemme. Af samme årsag ville det forvirre os hvis de politiske ordførere optrådte i medierne med andre budskaber end partiernes. Kan man forestille sig en ordfører, der ved siden af sin post er talerør for Greenpeace eller Amnesty, nej vel? Derfor er det forvirrende når SF's politiske ordfører sætter spørgsmålstegn ved en formandskandidats evne til at videreføre regeringssamarbejdet. Med en sådan udtalelse gør man sig mere til ordfører for regeringen end for SF. Desuden handler formandsvalget om at SF's medlemmer skal afgøre hvilken politik, der skal føres i fremtiden og derfor er det forstyrrende hvis den politiske ordfører som repræsentant for den nuværende politik blander sig. Mest problematisk er det dog, at udtalelserne risikerer, at indramme valget mellem de to formandskandidater således, at Krag er kvinden, der kan holde SF i regeringen, mens Vilhelmsen er den uberegnelige blank-stemmer, der vil lede regeringen mod en uvis fremtid. Idramningen kan for alvor skade den frie debat og meningsdannelse. Nu skal SF's medlemmer vælge deres nye formand, og for at det faktisk sker på demokratisk vis, bør det ske uden at SF-toppen lader diverse stigmatiseringer flyde ud i pressen.