Er vi på vej ind i kvindernes politiske årti - eller brister magtballonen som en oppustet sluppen ballon? Det kræver samling af en del mod, at opskrive forudsigelser i ledelsen af Danmark under tre kvindelige musketerer hhv. Helle Thorning-Schmidt, Margrethe Vestager og nu Annette Vilhelmsen. Hvorfor er magteliten de seneste år på formandsposter og offentlige ledelser så tydeligt afsat til spindesiden? Det er ikke nogen hemmelighed, at formulering og boglighed og vel også målrettethed er faldet ud til kvindesiden på landets læreanstalter. Det er ikke kun et dansk fænomén. Faktisk er vi både i Norden og til dels, kan man hævde, også hvad angår Europa (Tyskland), bagud på point for kvindelig ledelse. Vi har kun set toppen af isbjerget hvad angår kvindelig politisk ledelse, hvis man alene skal bedømme de akademiske og boglige forudsigelser og kendsgerninger. Kvindekønnet er ganske enkelt blevet mere slagkraftige og blevet usædvanlig dygtig til at manøvrere både strategisk og taktisk i magtkorridorerne, og bland mandlige kollegaer og konkurrenter. Det er de socialistiske partier der holder for indtil videre. I de borgerlige lejre har kvinderne ikke på samme måde fået fodfæste, og i det Konservative Folkeparti gik det ikke helt som forventet på spindesiden. Får kvinder lang snor af de kvindelige vælgere, og deres tro enstænkende mænner, når krydset skal sættes. På samme måde som når skabet skal sættes og vægge males. Hvis så kvinderne kommer i miskredit blandt en stor del af de kvindelige vælgere, og ikke lever op til idealerne. Er det vi så ser den kontante kvindelige afregning overfor den kvindelige ledere, der kan vende timeglasset over en nat? Vi får se?