Palle Veje Rasmussen fremfører 18.10 sin fordømmelse af Breivik-stykket på Cafeteatret. Kritik kan være relevant, jeg har ikke set stykket, men at kalde et teaterstykke barbarisk virker lidt voldsomt, som resten af Rasmussens indlæg, for nogle af de argumenter som fordømmelsen bygger på, holder desværre ikke. Rasmussens fremfører ukorrekt Wittgensteins udtryk som; "Om det man ikke kan tale, bør man tie". Det mere korrekte (Store Danske) "Det, hvorom man ikke kan tale, om det må man tie" Wittgenstein mente ikke, at man skal slutte med at tale (diskutere) om vanskelige emner, men at vores opfattelse (sprog) er begrænset, og er derfor ikke perfekt (sand). Vi skal derfor holde os klart, at det vi fremfører altid vil være uperfekt. At virkeligheden overgår fantasien er helt korrekt, men udelukker absolut ikke en kunstnerisk fortolkning. Det villle jo for al tid lukke af for bearbejdninger af 2. WW, lægesjusk, politik osv. Ønsket om at tie Breivik ihjel bliver mere end svært. Højest kan man lukke for indput fra den kant. Det bliver så et personligt valg, som Rasmussen åbenbart ikke har taget, men ønsker afløst af en fælles censur. På samme måde mente Adorno ikke, at skrive digte efter Auschwitz var at være barbarisk, men virkeligheden at digte i var barbarisk. Adorno har selv modsagt den ofte fremsatte opfattelse af hans ord, og var næppe selv begejstret for noget forbud uanset. Det er klart at Breivik kalder på stærke følelser og har voldt meget sorg. Det skal dog ikke afholde de som ønsker indsigt i en syg hjerne, at kunne forstå den af kreative veje. vh Peter Andersen