15. september 2011 stemte et flertal af danskerne for et regeringsskifte. 10 år med VK-regeringen, ihærdigt bakket op af DF, var mere end nok. S-R-SF-regeringen blev dannet ud fra et ønske om, der ville blive ført en mere rød politik. Der er nu gået mere end 1 år. Det må derfor være retfærdigt at sige, at regeringens vilje til at føre en mere rød politik, måles på de resultater de søger at opnå, gennem forhandlinger med Folketingets øvrige partier.
I øjeblikket er regeringen i gang med flere forhandlinger. De mest opsigtvækkende er de nuværende finanslovsforhandlinger, som regeringen skal sikre sig flertal for. Venstre ønsker en klar udmelding om, hvorvidt regeringen ønsker en finanslov med højrefløjen eller sikre sig flertal med Enhedslisten. Venstre ønsker ikke at indgå delaftaler, hvis ikke de kan sætte aftryk på den kommende finanslov. Regeringen har hele tiden stået fast på, de vil indgå forlig med de partier, hvor de kan sikre sig mest muligt af deres egen politik.




























