Jeg er kommet hertil fra en lille dansk egn og står her i dag som en tolk for at takke for akutpakkens klingende regn til os underudviklede folk. Vi fra Lolland og Vestfyn og bankernes krak, vi fra hytten, betonen og grejet føler trang til at sige Dem tak. Det er næsten for meget. Giv mig lov til til gengæld at synge en sang om egnen med nød hvor jeg bor hvor i kummer og klage vi mindes dengang da den rige mand tog vores jord, imod enevældskonger var ploven ej bidsk og i slægt efter slægt har vi skreget, mens de svang deres ritmesterpisk. Det var næsten for meget. Vi "fik lov" til at dyrke den godeste mark i solskinnets sviende lys, vores liv, vores skikke og tro fik et spark også evnerne skulle forbyes, de fik skændet og brændt og røget os ud vi blev kristnet og døbt til vi nejed for kapitalens kærlige Gud. Det var næsten for meget. Vi har svært ved at tro efter alt, der er hændt at vinden for alvor er vendt er vi ligemænd nu, er fornedrelsen endt? Dette gysende håb har I tændt får vi alting igen både frihed og jord? får vi landet igen vi har ejet? skal vi tro den rige mands ord? Det er næsten for meget. Men nu er det som magterne byder sig til fra Washington helt til Moskva. Tænk nu vælger vi selv, hvilken hersker vi vil. Mon vi selv aner, hvem vi vil ha'. Tænk at slaver kan vælge hvem herrerne er og af hvem vi blir blidest shanghajet. Er de røde værre end jer? Så' det næsten for meget.