Bedst som man troede, at Danmark efter årtiers indsats var kommet dertil, at vi som nation var blevet til et nogenlunde homogent samfund, må man tro om igen. 10 år med VKO har sat sig sine spor, - ikke at alle ulykkerne kan læsses af på dem, men de bærer et stort ansvar. Den i disse tider så stærkt omdiskuterede offentlige sektor, - hvad skete der egentlig med den. Behandlersamfundet sneg sig forsigtigt ind under Nyrup, men der blev sørme sat turbo på under VKO. Starter man med folkeskolen, tja hvad så. Underviserne er blevet tæppebombet med kontrolkrav, tests, kanoner og, ikke mindst, mistillid. I skrivende stund er vi en situation, hvor 50% af tosprogede drenge forlader fokeskolen som funktionelle analfabeter. Vore ærkedanske unger er dog "kun" oppe på en procentdel på 25. Tænk hvis tiden og pengene var blevet brugt på undervisning. Det drejer sig faktisk om en hel folkeskolegeneration. Fortsætter man til den offentlige administration generelt, fortsatte principperne dér. Sælg ud af det kommunale selvstyre til fordel for centralisering, så de svageste borgere - i alle aldre - ikke aner, hvor de skal gå hen. I begyndelsen af VKO regimet var arbejdsløshedtallet ikke alarmerende. Alligevel postede man kontrolinstans efter kontrolinstans (til dyre chefpenge) ind, så de arme sagsbehandlere til sidst sad inde med et regelsæt som lagt i forlængelse af hinanden nok ville kunne følge med Den Transsibiriske Jernbane. Disse "chefemner" blev nappet fra den private sektor, som så efterfølgende måtte konkurrere med staten på lønninger. Så meget for den højtbesungne "produktivitet" og udviklingen i lønniveauer. Den offentlige sektor blev ikke målt på resultater men på graden af kontrol og "billiggørelsen" af statens sociale udgifter. Procedurer frem for fremskridt. I opgangstider skulle eliten så på toppen af det hele have skattelettelser på forventet efterbevilling. For der var råd til det hele. Også til at sove i timen. En ting er, at en regering gør det. En anden er, at en Nationalbankdirektør - som skal vogte på nationens økonomiske sundhed - enten sover endnu mere eller er for stort et skvat til at sige Fogh Rasmussen (hans tidligere chef) og Hjort imod. Gæt selv. Vi er så blevet "beriget" med Liberal Alliance, dette sammenrend af frafaldne radikale, karrieremagere og andet godtfolk, som finansieres af en skattelybank. Så sender de kuglestøderen på banen, som om ikke andet kan få sat "debatten" i gang om alle de dovne. De kan da bare bage deres egne brød, skyde hunden, rive teltpælene op, cykle 150 km og iøvrigt holde deres kæft. Det må sgu' da være deres egen skyld, uanset om de er bankassistenter, slagteriarbejdere, allergiplagede frisører eller andet. Desværre har det om man så må sige dannet en vis præcedens, også hos den siddende regering. Som pensioneret økonom kunne jeg have lyst til at kaste en (beskeden) atombombe, og jeg er ikke ene om det. Den liberale markedsøkonomi har spillet fallit. Så kom da igang med en anden og mere intelligent "modelbygning", som ikke burde være uoverkommelig. Se på din egen nation og dens funktionsduelighed og lad være med at skide i bukserne over Grækenland. Danmark er en Brugsforening, som salig Palle Lauring engang sagde det. Hvad så med at finde tilbage til dét, hvor man kan købe sit selvbindergarn og sælge sine friske æg, men først og fremmest RESPEKTERE hinanden. Vi kan allesammen noget. Men, hvis vores respektive evner skal omsættes til at passe ind i en liberalistisk "nytteværdi", ser det ikke godt ud for lille Danmark. Hvad mener I?