I 2020 skal Danmark være blandt de bedste lande i EU til at integrere ikke-vestlige indvandrere og efterkommere på arbejdsmarkedet målt ved beskæftigelsesfrekvensen. Hvert eneste menneske har ressourcer at tilbyde. Alt for længe har mange indvandrere været en byrde på samfundsøkonomien, hvor de i og for sig burde være en berigelse - både økonomisk og menneskeligt. Integration via job er en af de mest afgørende forudsætninger for lige muligheder og gensidig accept mellem forskellige befolkningsgrupper og et nødvendigt svar på den demografiske udfordring.
Jeg ved egentlig ikke helt hvordan jeg skal stille mig til dette mål. Hvad jeg reelt mangler er en klar definition af hvad der menes med integration. At indvandrere skal bidrage positivt til BNP er rimelig veldefineret, og det kan vel ikke bestrides at det er en fordel for alle parter. Men hvad skal man forstå ved menneskeligt. Der er har været lagt meget vægt på at indvandrere skal lære dansk, og kunne forstå dansk kultur og historie. Men i denne proces er der ikke brugt meget energi på at definere hvad det egentlig er man forventer at få ud i den anden ende. Hvis man forestiller sig at man skal fordanske indvandrere, kan det være vanskeligt samtidig at forsvare ideen om at de beriger samfundet med kulturelle og intellektuelle nyskabelser. Omvendt har man heller ikke brugt meget tid på at tænke over hvad det præcist er for positive eller gavnlige bidrag man forestiller sig skal komme fra forskellige kulturer. Nogle vil måske hævde at forandring i sig selv er positiv, men har man den holdning, ser man helt bort fra historiske kendsgerninger, og det er vanskeligt for mig at se hvor dokumentationen for sådan en holdning skal findes. Denne debat mangler i samfundet, for at give ordet integration en præcis mening. Den kommer nemt til at blive synonym med for eksempel at undgå at blive kriminel, eller at få sig en uddannelse eller et arbejde. Men ingen af disse mål er eksempler kulturel eller intellektuel indflydelse, ud over hvad de er det for indfødte danskere. Endelig er der hele det meget mere komplicerede spørgsmål om hvad dansk kultur og intellekt består i. Kan man overhovedet finde en rød tråd gennem dansk kultur og tænkning, som der kan skabes enighed om. Vil sympatisører med Dansk Folkeparti have samme mening om hvad det vil sige at være dansk, som sympatisører med enhedslisten?
