Om en uge ved vi hvem, der bliver SF's nye formand. Til den tid er det afgørende, at alle i partiet accepterer medlemmers demokratiske afgørelse og bakker fuldt op om den valgte kandidat. Alt andet vil kun være til skade for målsætningen om at genrejse partiet og dermed forhindre, at vores fælles modstandere – Løkke, Thulesen Dahl, Barfoed og Samuelsen – får genvundet magten i vores land. Men indtil da mener jeg, at det bør være tilladt at diskutere de to formandskandidater og deres politiske programmer, så længe man går efter bolden og ikke efter manden. For formandsvalget er et politisk valg, og derfor er politisk kritik af den kandidat man ikke støtter også fuldt ud legitim.
Jeg er under hele forløbet kun blevet yderligere bekræftet i, at Astrid Krag er den rigtige til at lede SF fremover. Astrid har præsenteret politiske visioner, der på en gang er ambitiøse, men samtidig er realiserbare. Med hende som formand tror jeg på, at vi kan skabe konkrete forbedringer for almindelige mennesker nu og her. Samtidig har Astrid også været ærlig og erkendt, at der er ting vi kunne have gjort bedre, især på de interne linjer. Derfor har hun også fremlagt en plan for, hvordan vi fremadrettet forener medlemsinddragelse og regeringsdeltagelse på en bedre måde. I modsætning hertil har Annette Vilhelmsen stort set undladt at komme med politiske visioner. Og når de endelig er kommer på bordet, har det udelukkende været visioner og holdninger, som jeg frygter vil sende SF tilbage til hvor vi var før Villy Søvndals tid som formand. Vi vil igen blive et marginaliseret parti for venstreorienterede akademikere, mens dem vi i virkeligheden burde repræsentere – den almindelige hårdtarbejdende dansker – fortsat vil vende os ryggen.
