Politiken bragte i dag en artikel på facebook med teksten: "Jorden går under på fredag, børn. Men først efter Disney Sjov." Artiklen omhandler, hvordan en børnepsykolog mener at DR's omtale af deres dommedagsshow kan skræmme børn. Det medførte en del kommentarer fra læserne. Bl.a. denne: "Kan det skræmme børn? Jamen, du godeste... Det kan Islam og Kristendom da også, hvis man fortæller sandheden? Men det skal de da have stoppet ned i halsen så tidligt så muligt.." Som kristendoms/religionslærer føler jeg en trang til, ikke i et forsvar, men i et forsøg på en opfyldelse af faget at skrive et indlæg her. Det er en efterhånden uranet, selvopholdende profeti og på grænsen til dumhed, at sige, at faget kristendom er prædikende i sin natur. Faget giver eleverne indsigt i religioner ja, men det står dem sådan set frit for i dagens danmark om de vil tro eller ej. Hvem har også ret til at sige de ikke må tro eller ej? At de er dumme hvis de tror og dumme hvis de ikke tror? Ingen. Religion og tro er en sag for den enkelte, ikke for et samfund. Og sådan er det faktisk herhjemme. Faget præsenterer elever for begreber som etik og moral, som jeg mener alle har godt af at møde åbent. Så skal vi ikke tage skræmmekåben af og sætte en lid, med et strejf af sund tillid, til at vores børn og unge, voksne og gamle, selv er i stand til at vælge hvordan de vil leve deres liv og så også give dem lov til dette. Tak!