"I 2020 skal den danske økonomi fortsat være blandt de 5 stærkeste i verden målt ved et vægtet gennemsnit af følgende indikatorer: Ledighed, offentligt underskud, inflation, inflationsstabilitet og betalingsbalanceunderskud. Vi kan kun gøre os håb om varig velstand, hvis vores økonomi er robust. Orden i økonomien er en forudsætning for, at vi ikke afleverer ubetalte regninger til kommende generationer. Det er mit bud på 10 konkrete mål for 2020. Det er mål med substans og tyngde. Mål, der betyder noget. 10 mål for 2020, der skal kæmpes for at opnå. 10 mål for 2020, der også til den tid vil gøre det muligt at udleve den danske drøm." Lars Løkke.
Hidtil har jeg faktisk ment at disse mål som Løkke har sat op som mål for en siddende regering, har været fornuftige, omend ambitiøse, og generelt fordelagtige for hele befolkningen, omend med nogle modifikationer. Men her på området økonomi afviger min overbevisning radikalt fra de elementer som Løkke understreger som 1. prioritet. Jeg har ved flere andre lejligheder understreget at jeg ser en nødvendighed i et paradigmeskifte, og en kurs mod en anderledes økonomisk opbygning af samfundet. Jeg er helt på linje med Ray Kurzweil, når han understreger at maskiner og kunstig intelligens vil overtage flere og flere funktioner, og dermed arbejdspladser. Der i mod er jeg mere tvivlsom når han tror at der vil blive skabt nye i stedet for. Dels er dette ikke i overensstemmelse med hvad der hidtil er sket, i det antallet af mennesker der på den ene eller den anden måde får betaling af det offentlige uden at skulle stille nogen modydelse, er steget støt lige siden 1950. Der er kommet mange nye arbejdspladser, men det kommer så på områder hvor maskinerne ikke overgår de menneskelige egenskaber. Dette kan indenfor en overskuelig fremtid blive en saga blot. Kunstig intelligens er konstant i forbedring, og hvis udviklingen, som den teknologiske udvikling ellers har vist sig at være, er ekspotentiel, vil alle intellektuelle funktioner overgås af kunstig intelligens i løbet af dette århundrede. Spørgsmålet bliver derfor, hvordan tilpasser vi den teknologiske udvikling til menneskelig velfærd, således at alle får gavn og glæde af teknologien uanset hvor i samfundet de befinder sig. Den udfordring er ikke at finde i punkt 20, og den savner jeg. Jeg savner også bæredygtighed som et gennemgående økonomisk princip, således at man for eksempel opsætter solceller og vindmøller fordi det er en økonomisk gevinst, ikke fordi man skal have en god samvittighed, eller overholde en bestemt kvota. Endelig mangler jeg en statement omkring patenter, hvor Danmark i dag har en meget lille del af de triple-patenter der udtages. Vi kunne fokusere meget mere på innovation og patentering. Endelig ville jeg gerne have automatisering indskrevet i den økonomiske model og målsætning. Automatisering er den helt rigtige måde at beholde produktionen i Danmark, og ligeledes at fastholde velfærdsniveauet blandt alle grupper i befolkningen. At sænke lønningerne for at gøre os konkurrence dygtige er som at tisse i bukserne en vinterdag for at holde sig varm. På lidt længere sigt rammer det vores indenrigshandel, som er flere gange større end vores udenrigshandel, fordi denne del af vores økonomi er afhængig af vores købekraft. Lønnedgang er ikke vejen til velfærd, det er deri mod billigere produkter gennem smartere produktionsmetoder, samt innovation kombineret med patentering, der sikrer at højteknologiske produkter kan sælges til en pris der sikrer et tilstrækkeligt stor overskud til forskning i og renovering af produkter og industri. Ledighed skal differentieres fra arbejdsløshed, hvor den første skal bekæmpes men den sidste må ses som et led i udviklingen.
