Christine Antorini har d. 6/9 svaret på min kritiske kronik om Ny Nordisk Skole (NNS) fra d. 3/9. Antorini siger, jeg ingen argumenter har for min kritik af Ny Nordisk Skole, og at jeg går efter manden i stedet for bolden. Men Jeg har argumenteret over ca. 50 sider på min blog på folkeskolelærernes hjemmeside, jeg nævner 11 argumenter i kronikken, som Antorini ikke forholder sig til, og jeg går kun efter, hvad personer, her formandsskabet for dialoggruppen, siger og gør. Der er ”bolde” over det hele, og at nævne hvem der afleverer, er ikke det samme som at gå efter manden. Slet ikke når der er tale om magtfulde aktører. I så fald ophører al diskussion i samfundet.
Antorini afviser, at NNS er en del af konkurrencen med Asien, selvom min bemærkning desangående vedrører ny-liberalismen og ikke specielt NNS. Uanset dette er NNS meget tæt på pisa-listetilgangen . Nu tales i stedet for blot mere om Canada og verdensklasse end om Singapore, netop fordi Canada har gjort fremskridt på ranglisterne. I mange af indlæggene på NNS’s hjemmeside rumsterer desuden asienforskrækkelsen, som jo også dominerer regeringens overordnede politik, KL’s skolepolitiske linje og de forskellige initiativer vedr. gymnasier, børnehaver og læreruddannelse i løbet af det sidste års tid. NNS har, som jeg siger i kronikken, vist sig helt uden kritisk kraft, og føjer sig dermed ind i rækken af initiativer, som underdanigt underlægger sig finansministeriets kalkuler. Man taler om ”manifest” og ”revolution”, men det er låneord fra det politiske liv; låneord, der blot har underlagt sig en politik, som den ikke engang vil stå ved. Der har heller ikke været opbakning til NNS fra resten af regeringen. I de fire ledende socialdemokraters kronik i Politiken for et par uger siden, nævntes NNS slet ikke. Her står der blot at læsning og regning er en betingelse for frihed. Suk! Og uddannelsesminister Morten Østergaard, som efterhånden er mere ”fra forskning til faktura” end hans forgænger Helge Sander, kritiserer direkte Lars Olsen, chefideolog bag Ny Nordisk Skole, i Jyllandsposten d. 5/9. Endelig ligger jeg helt på linje med lektor Steen Nepper Larsen fra DPU, som kritiserede NNS i Information i sidste uge og tidligere på året i en anmeldelse af Lars Olsens bog i Dansk Pædagogisk Tidsskrift ud fra lignende overvejelser.




























