Der bliver i disse dage skrevet og sagt en masse om studerende, og ord som sløve, dovne, forkælede og forvente bliver brugt i flæng, og når jeg selv og mine medstuderende omtales rundt om i befolkningen og i den offentlige debat, bliver et begreb som ”Cafepenge” tit brugt om vores støtte fra staten. Alle disse fordomme køber regeringen råt i disse dage, og det er ikke mere end ét år siden at uddannelsesminister Morten Østergaard (R) i et interview i Politiken udtalte: ”SU’en er en kanonsucces, og vi har i regeringsgrundlaget gjort det helt klart: Vi vil ikke skære i SU’en”. Men vi må desværre sige at dette ikke længere er virkeligheden for regeringen, og at piben i dag har fået en helt anden lyd.
Regeringen med uddannelsesminister Morten Østergaard (R) i spidsen varsler i disse dage en omfattende SU-reform, der har til formål at få de studerende hurtigere gennem uddannelsessystemet. Dog vil uddannelsesministeren ikke konkretisere, hvor der skal skæres indenfor SU-området, men der bliver nævnt flere muligheder bl.a. den hjemmeboende SU og det ekstra SU år (også kaldet ”fjumreåret”). Begge muligheder er i min optik bare en nuværende snuptagsløsning, som ikke vil gavne vores samfund på længere sigt.
Regeringen pakker tingene ind




























