Sidste mandag fik jeg brev fra Skat. De skrev, at jeg ikke havde indbetalt B-skat for januar i år. Min første tanke var, at Post Danmark havde kikset med afleveringen af den check, jeg sendte til Danske Giro 3 dage før betalingsfristen den 21. januar. Efterfølgende kom jeg til at tænke på dengang, Danske Giro havde overført min indbetaling til en fremmeds konto frem for Skats. Det er godt nok flere år siden, men jeg husker det, som var det i går.
Derfor kontaktede jeg min bank for at høre, om checken var hævet. Det var den - af Danske Bank. Så jeg ringede til Danmarks mest udskældte bank, hvor en telefonstemme forkyndte, at "Der er i øjeblikket stor interesse for Danske Banks nye kundeprogram. Alle vore medarbejdere er optaget. Vent venligst". Jeg ventede 30 minutter og fik først én, senere en anden medarbejder i røret. Hun bekræftede, at checken var hævet, og beløbet stod på min Danske Giro-konto (et levn fra Postgiroens dage). På spørgsmålet om, hvorfor pengene ikke var blevet overført til Skat, lød forklaringen, at der ikke var dækning for gebyret på 7,00 kroner.



























